Tag ud og oplev havørreden gyde

Klokken har efterhånden slået december, og vinteren er kommet - i hvert fald ifølge kalenderen. Selv om naturens fødeudvalg er småt, og der er koldt udenfor, er der stadigvæk gang i amorinerne - især under vandet. Netop nu er ørrederne i gang med at forplante sig og sikre næste generation.

07. december 2018 - Oprettet af Kim Brandt Thomsen

Ørreden fås som bekendt i tre varianter: Søørred, bækørred og havørred. Egentlig er det en og samme fisk, men deres ophold efter ”fødslen” definerer deres fremtidige navn. Bækørreden forbliver hele sit liv i vandløbet, søørreden i søen og havørreden drager mod havet efter et par år i bækken eller åen.

Fælles for alle ørreder, at når kalenderen slår ca. december, trækker de op til gydepladserne i vandløbene for at gyde. Gydningen sker gerne på den samme gydebanke, hvor de i sin tid blev klækket. Ørrederne parrer sig på kryds og tværs, sø- bæk- og havørreder, store som små og tykke som tynde.

Kig efter gydebankerne

Du kan være heldig at se de gydende fisk - også her i Randers Kommune. Gydebankerne finder du, hvor der er godt med fart i vandet og en gruset bund. Du kan se, hvis gydebanken allerede har været brugt, så vil gruset se lysere ud end det omkringliggende grus. Gydebankerne bliver ofte brugt mere end en gang.

På strækningen fra Oust Mølleskolen og ned til Doktorparken i Svejstrup Bæk er der flere fine gydebanker. I Kåtbæk ved Jernbanebroen lige i udkanten af Fårup. Prøv også at kigge i Rismøllebækken ved broen bag ved den gamle mejetærskerfabrik i Dronningborg.

Husk at holde dig til veje og stier, ellers skal du lave en aftale med lodsejeren. Kom gerne til vandløbene lige efter et regnvejr, så er chancerne størst. List dig ind på bækken, vær stille og hold dig skjult bag buske og træer. Ørrederne kan være meget sky.

PS: Hvis du har solbriller med polariserende filter, ser du livet i vandløbet meget bedre - også i gråvejr. God tur!