Rundt om Gudenå og de bynære enge

Har du en time eller to til overs, så passer det lige med en cykel- eller gåtur rundt om de bynære enge. Naturoplevelserne venter derude. Måske støder du på odderen eller isfuglen eller oplever rørhøgen på stille jagt over rørskoven.

29. juni 2016 - Oprettet af Kim Brandt Thomsen

Vorup Enge er med sine 119 hektar det største bynære vådområde med sine græssede enge og åbne vandflader.

I 2010 flyttede de første tre europæiske bisonokser ind på den vestlige del af engene, og et par år senere fik de selskab af yderligere fem artsfæller. Bisonokserne og deres kalve kan opleves året rundt - i modsætning til de sommergræssende gamle danske kvægracer, der afgræsser engene mod øst.

I vinterhalvåret og de tidlige forårsmåneder er Vorup Enge rasteplads for andefugle, skalleslugere, svaner og gæs.

Der foreligger observationer af fugle i Vorup Enge helt tilbage fra 1982, og selv om der ikke på noget tidspunkt før 2004 er lavet systematiske optællinger, giver de tidligere observationer et grundlag for en sammenligning. Før 2004 er var der registreret 87 fuglearter. Allerede det første par år efter genetableringen af engene i 2010 blev registreret 165 arter. I dag er antallet af registrerede fuglearter i engene ca. 200.

Vorup Enge havde i 2014 ti års jubilæum. Og siden da er Gudenådigerne også blevet brudt ved Væth og Hornbæk til glæde for artsrigdommen i vores natur. 

Gudenåengene
Det er Aage V. Jensens Naturfond, der står bag genskabelsen af de 328 hektar enge og vådområder på begge sider af Gudenåen mellem Langå og Randers. Hornbæk Enge, Væth Enge og Vorup Enge. Fonden kalder dem tilsammen for Gudenåengene.

I perioden 2003-2008 blev igangsat Vandmiljøplan-projekter med det formål at minimere tilførslen af næringsstoffer til selve Gudenåen. I forbindelse med dette arbejde er der genopstået værdifulde vandområder og våde enge, hvor fuglelivet, smådyrene og floraen har fået forbedrede levevilkår og nu kan udvikle sig frit.

Nærheden til Randers By giver arealerne stor rekreativ betydning. Gangstier fører rundt til de enkelte områder, fugletårne sikrer udsigten nær Gudenåen, og ved pleje med græsning sikres den lysåbne karakter af engene.

Hornbæk Enge
Hornbæk Enge ligger nord for Gudenåen og strækker sig på begge sider af motorvejen. Området blev inddraget til landindvinding i 1959, hvor vandstanden blev sænket ved udpumpning til Gudenåen. Aage V. Jensen Naturfond erhvervede arealet med det formål at give det tilbage til naturen og sikre en reduceret udledning af kvælstof og fosfor til Gudenåen. Naturgenopretningen i området blev påbegyndt i 2008.

I Hornbæk Enge har man i modsætning til Vorup Enge bevaret en slags nedre dige ved gennembrydningen af diget. Det sikrer, at der altid er en vis minimumsvandstand i engene.

Publikums adgang til området er sikret ad Pramdragerstien.

Væth Enge
De 105 hektar store Væth Enge ligger umiddelbart øst for Langå på Gudenåens sydside. Tilbage i tiden har engene altid været oversvømmet, når vandet stod højt i åen, men i 1931 blev der bygget et dige langs med åen, hvorefter arealet blev drænet og vandet pumpet ud.

Væth Enge er i dag tilbage i sin oprindelige tilstand, hvor det alene vandstanden i Gudenåen bestemmer, hvor våde engene er. Selv om engene ligger ca. 10 kilometer fra Randers Fjord, påvirkes de af tidevandsforskellene i fjorden. Det giver stærkt varierende fugtighedsforhold.

Fuglene reagerede hurtigt på områdets ændrede naturforhold, og der har udviklet sig et rigt fugleliv såvel i ynglesæsonen som i træksæsonen. De mange fugle er det mest synlige tegn på, at arealet har undergået en markant ændring, men også padder og insekter stortrives i det nye miljø. I løbet af de kommende år vil den naturlige flora for området forhåbentlig vende tilbage.

Området kan besøges ved at køre til vandværket i Væth. Her kan man parkere og gå ad en markvej ca. halvanden kilometer ud til området. Takket være højdeforskellen er der undervejs en flot udsigt over Væth Enge. Der er i kanten af området markeret en gangsti. Husk kikkert og - i våde perioder - gummistøvler.

Vorup Enge
I Vorup Enge har man forsøgt at genskabe Gudenåens oprindelige indlandsdelta, så området kan påvirkes af den åens dynamik og den daglige tidevandsforskel på en halv meter. Diget er gennembrudt flere steder, og de resterende dele af diget mod Gudenåen ændret til øer, som man ser det i et naturligt indlandsdelta.

Vorup Enge består af ca. 56 hektar vandflade omkranset af 63 hektar våde enge. Med tiden forventes dele af området at udvikle sig til rørskov. Da det rekreative element har haft stor betydning for projektet, er der anlagt stier og opsat fugletårne i området.

Fra gangbroen ved Randers Regnskov til rastepladsen ved motorvej E45 kan du opleve Vorup Enge på tæt hold på naturstien. Her er det muligt, at krydse engene til fods nogenlunde tørskoet. Du kan også tage cyklen - men vær forberedt på en ujævn tur på stien hist og her.

Man kan komme til Vorup Enge fra rastepladsen ved motorvej E 45, fra Vorup via Kærgade og Fjordvang/Fuglsangsvej. Endelig kan man vandre ad Gudenåstien til jernbanebroen eller motorvejsbroen, hvor fodgængerbroer krydser Gudenåen.

Engene er åbent for publikum døgnet rundt.

 Fotos fra august 2015