På vandretur ved Alling Å og Hørning Enge

Syd for Hørning ligger en fantastisk natursti mellem Lykkeskovvej ved Nybro og Præstedalsvej ved Sjellebro. Her hvor Randers kommune grænser op til Alling Å og Syddjurs, er der i forbindelse med et naturgenopretningsprojekt anlagt en natursti, der går langs Alling Å og gennem Hørning Enge og giver adgang til et unikt landskab, der ellers var utilgængeligt.

Udsigt fra Tustrupvej over mark, eng og ådal

24. maj 2017 - Oprettet af Kim Brandt Thomsen

Langs ruten afløser spændende krat, fugtige lavninger og enge hinanden i ådalen. Og du kan færdes trygt på stien, der over hele forløbet er frahegnet de græssende kreaturer.

Start vandreturen ved Nybro og tag returen fra P-pladsen på Præstedalsvej ad Tustrupvej mod vest. Så får du det hele med - inklusive forårsgaranti for gøgens kukken, fasanens skræppen, lærkesang og musende rovfugle for oven og en fantastisk udsigt over ådal og eng, marker, overdrev og småskove...

Maskestenen ved Sjellebro
Vil du tilføje naturoplevelsen lidt historie, så læg vejen ind omkring Sjellebro. Lige uden for kommunen og dog på Randerssiden af Alling Å står en oprejst sten med et indhugget ansigt. Det er en såkaldt maskesten, der stammer fra slutningen af vikingetiden.

Efter fundet af maskestenen i 1951 blev der foretaget flere arkæologiske udgravninger, og det viste sig, at der gemt i jorden findes flere træ- og stenbroer, der har ført op til et rigt og stort bosættelsesområde nord for åen.

Frokost på hovedet
I mange hundrede år kendte ingen til maskestenen, der lå væltet ved åens bred. I 1951 arbejdede ejeren og hans søn på engen. De indtog frokosten på stenen, og den dengang 11-årige søn kom til at vælte sin flaske med saftevand. Saften løb ud over stenen og samlede sig i indhugningerne. På stenen viste sig et ansigt med store truende øjne, høj hat og sammenflettet skæg.

Masken er indhugget i stenen i den sene vikingetid omkring år 1000 e.Kr. i den såkaldte Mammenstil. Det formodes at billedet på Sjellebro-stenen i vikingetiden var opmalet. Stenen med den sælsomme troldefigur blev i sin tid blev rejst, hvor man krydsede åen og har formentlig skullet mindet de rejsende om åmanden. Sagnet siger, at åmanden hvert år krævede et menneskeoffer. Og havde han ikke fået dette opfyldt i seks år, tog han det syvende år alle syv mennesker i en vogn, som skulle passere åen...

Følg de gule pletter
Selvom du færdes i et naturområde med offentlig adgang, bør du være opmærksom på, at jorden i de fleste tilfælde er privatejet og anvendes til landbrug, så her gælder naturbeskyttelseslovens almindelige regler for færdsel i naturen. Det vil i hovedtræk sige, at hunde er velkomne, hvis de er i snor, ryd op og tag dit affald med dig, vis hensyn til andre besøgende i naturen. Og man må ikke hverken tænde bål eller overnatte i telt i området.

Stierne i området er afmærkede med gule pletter. De kan være primitive, idet de kun bliver passet, så de er fremkommelige. Gummistøvler kan derfor være nødvendige i perioder af året.