På vandretur med orkidégaranti

Kastbjerg Ådal er et fantastisk naturområde. På grund af de store forekomster af den sjældne naturtype "rigkær" er ådalen et såkaldt Natura 2000-område, nærmere betegnet Habitatområde H223. Tag en tur rundt i ådalen og Dyrby Krat. Netop nu er der garanti for at opleve gøgeurter på tæt hold - med sommerfugle og fuglekvidr som sikker sidegevinst.

15. juni 2017 - Oprettet af Kim Brandt Thomsen

Et godt sted at starte er P-pladsen ved Kærby Mølle. Herfra følger du vejen gennem egekrattet mod vest. Når landskabet åbner sig med udsigt over borgholmen Ulvholm kan du så beslutte, om turen skal gå mod nord til borgholmen og Kastbjerg Å og vende Mariagerfjord kommune (orange rute), eller du vil tage den fire kilometer lange rundtur videre langs egekrattet og op gennem skoven til Dyrby og retur over markerne, gennem skoven og langs den tilløbende møllebæk.

Hvor Dyrby Krat åbner op mod vest ligger et stort rigkær med græssende kreaturer.

Rigkæret er karakteristisk ved, at det et plantesamfund på en fugtig eller våd bund med mange forskellige arter. Naturen er med andre ord rig på arter som for eksempel gøgeurter.

Et andet karakteristisk træk er, at der ofte er mange tuer. Og så fødes det af naturlige kildevæld, som ofte er rige på naturens byggesten kalk, men ellers næringsfattigt.

De græssende kreaturer gør deres til, at den våde biotop med sine tuer og huller bliver rigtig god til at holde på vandet.

Millioner fra miljømilliarden
Siden 2007 har Naturstyrelsen i samarbejde med Randers og Mariagerfjord kommuner arbejdet for at skabe Danmarks længste rigkær i Kastbjerg Ådal. Naturtypen er nemlig i tilbagegang landet over.

De to kommuner er ansvarlige for de dele af Natura 2000-handleplanen, som geografisk hører under kommunerne - med undtagelse af de skovbevoksede, fredskovspligtige arealer. Kastbjerg Ådal indgår desuden i indsatsområdet Mariager Fjord under den særlige vand- og naturindsats "miljømilliarden". Og som et led i "miljømilliardprojektet" er de rekreative muligheder i Kastbjerg Ådal også blevet forbedret - blandt andet med stier og broer, der har lettet adgangen til naturområdet.

Jordfordeling hjælper naturen
Som i så mange andre ådale har jorden været fordelt på mange ejere, og de enkelte jordstykker derfor i mange tilfælde for små til at sikre en rentabel afgræsning. En vigtig del af projektet har derfor været at få samlet så store parceller i ådalen, at de er attraktive som græsningsarealer.

Græssende kreaturer er nemlig de bedste til at vedligeholde rigkæret, som flere steder har været ved at gro til i pilekrat.

Tilbage i Århus Amts tid var projektet for ådalen, at Kastbjerg Å skulle genslynges, og der skulle skabes ”våde enge”. Men ikke mindst på grund af rigkærene, som ville blive ødelagt, hvis de blev oversvømmet, blev projektet opgivet, hvorfor Kastbjerg Å kun nænsomt er tilbageslynget på nogle ganske få strækninger.