På vandretur i Sødringholm Skov

Klokken er 9.30 den første mandag i november, da Randers Kommunes naturvejleder Lars Maagaard åbner ballet og fortæller os om dagens naturtur: ”Sødringholm med skoven og ikke mindst strandengene er et af de mest værdifulde naturområder i Randers Kommune. Skulle jeg vælge ét naturområde i kommunen at bevare for eftertiden, så vil det være Sødringholm.”

15. november 2013 - Oprettet af Kim Brandt Thomsen

Vi - en 25-30 naturinteresserede seniorer - tager små skridt på stedet, mens Lars Maagaard præsenterer dagens guide: Forvalter ved Sødringholm Gods Harald Olsen. Harald Olsen har stået for godsets drift gennem 22 år. Lige så længe som advokat Leif Skov, bestyrelsesformanden i Aage V. Jensens Naturfond, har siddet på Sødringholm.

”Sødringholms jorde er på 862,5 hektar. Heraf er 405 hektar skov, 175 hektar strandeng og 285 hektar landbrugsjord. Landbrugsjorden er bortforpagtet, og jagten er også lejet ud,” forklarer Harald Olsen.

I en ring af vand
Der er afgang fra godsets nære nabo, Sødring Kirke. Ad vejen går det langs den dybe drænkanal i det flade landskab, der engang var havbund. I bondestenalderen for 4000 år siden var her hav. Et hav som gennem årtusinderne forvandledes til sumpede strandenge, og i dag har befæstet sig et par gode meter eller tre over vandspejlet i afvandingskanalerne.

Vejen slår et knæk mod vest, og i læ bag lidt krat gør Harald Olsen holdt og fortæller lidt om Sødringholm. Som navnet antyder - sø - ring - holm, så har her oprindeligt været en ø omgivet af vand. Såvel vejen herud, Kalvevasen, som vejene herfra og til fjorden og Kattegat er blevet anlagt som vaser, hvilket vil sige grene og kviste, som er lagt lag på lag på den sumpede jord og med tiden er blevet ”ophøjet” til veje.

Sødringholms historie går langt tilbage. En af de første gange stedet er nævnt i historien, er da det fra 1240 for en kort bemærkning på 8 år er i Øm Klosters besiddelse. Før da har det måske heddet Sødringborg og været en vikingeborg. Nem at forsvare med vand og sump omkring og med anlagte vaser til Kattegatsiden, der sikrede, at det var til at komme til og fra med skib.

111 på nummerpladen
Landet hæver sig fortsat, mens vi går med raske skridt mod skoven. Herude er der både rådyr og dådyr. Dådyrene er for mange år siden udsat, men er i dag en vildtlevende stamme.

”Og hvordan man kan kende rådyr og dådyr fra hinanden?” spørger Harald Olsen - og giver selv svaret:

”Normalt vil du se dyrene løbe væk fra dig, og så er det bare at kigge på spejlet. Står der 111 - to lodrette sorte streger med halen i midten - så er det et dådyr. I øvrigt minder dådyrets hop meget om en kængurus, mens rådyret bare løber og springer væk, det bedste, den har lært.”

Inde i skoven tager de høje og slanke eg, bøg og ask imod os. Den friske sydøstenvind har ikke længere magt. Suser det i trætoppene, eller er det bølgernes fjerne brus et par kilometer mod øst? Her hersker skovens dybe stille ro.

Tur retur til Kina
Asketræerne på Sødringholm er hårdt ramt af svampesygdommen ”asketoptørre”. For at få penge ud af træerne, inden de går helt til, bliver alle asketræer derfor fældet i år. Når kævlerne er målt op, lastes de i et dusin 40 fods containere, bliver gasset og skibet af sted til Kina, hvor man skærer dem i finer - der så igen vender hjem til Danmark og bliver til køkkenlåger.

Asken leverer ufrivilligt sit store bidrag til årets træfældning. Normalt fældes kun omkring 60-70 procent af årets tilvækst i skoven.

”Vi er desværre ikke alene om at bestemme. Asketoptørren i år er et godt eksempel. Stormen den 8. januar 2005 et andet. Hele 35 hektar af vores skov væltede dengang, og siden er yderligere 15 hektar fulgt efter, fordi træernes rodnet ikke var udviklet til pludselig at skulle stå alene eller være nye randtræer. Vejrliget - i form af 2-3 måneders tørke i år - har også sørget for, at vores udbytte af klippegrønt i år kun bliver halvt så stort som forventet,” fortæller Harald Olsen.

”Heldigvis har vi på Sødringholm lidt Kryptomeria. Det ikke er de store mængder, vi har, men det giver både en god kilopris og vejer godt til,” tilføjer han om den eftertragtede pyntegrønt-sag, der engang er kommet hertil fra Kina og Japan.

Historiens vingesus
Skoven åbner sig igen op. De høje, slanke træer rækker deres arme ind i himlen. Der, en 10-15 meter oppe i en bøg, ligger en bunke kviste forankret mellem to store grene. En ravnerede. Det er vores største kragefugl, der har fundet sig så godt tilpas på Sødringholm, at der nu er en håndfuld ynglende par.

Herude er der fred og ro og højt til loftet for Hugin og Munin, hvis forfædre omkring 1950 på det nærmeste var blevet totalt udslettet. Takket være en totalfredning er der i dag en 500-700 ynglende par i Danmark, og heraf har en lille procent altså valgt at lade deres dybe ”rårk” gjalde over Sødringholm.

Der er et historisk vingesus over denne gigant, som prydede vores forfædres fane på en blodrød baggrund, indtil Dannebrog faldt ned fra himlen i Estland for 800 år siden.

Lidt henne ad skovvejen står ”Kærlighedshuset” og venter på os. Tre fantastiske små bøgetræer der er gået sammen om at danne et fælles tag kun et par meter over jorden.

”Hvorfor de ser ud, som de gør, og om de er hundrede eller tre hundrede år gamle, ved vi ikke. Vi ved, at der oprindeligt har været syv træer, og at der flere gange gjort forsøgt på at formere de små bøgetræer med olden herfra. Men det er ikke lykkedes at få en eneste bog til at spire. Jeg har fået fortalt, at egnens unge ofte tog herud pinsemorgen - og så man kan jo gisne om, hvorfor stedet har fået sit tilnavn,” smiler Harald Olsen.

Indlandsklitter i landskabet
Turen tilbage mod Sødringholm foregår gennem det landskab, der engang var eneste bolværk mod havet. Klitterne øst for stien er for 90 år siden blevet beplantet med dværgfyr, som sine steder har strakt sig et par meter i vejret. I skoven mod vest er de magre sandklitter bevokset med knudrede eg, bøg og fyr, under hvis kroner et sirligt lag af lav, mosser, småbuske og planter kandiderer til titlen ”Årets Juledekoration 2013”.

En enkelt klit i landskabet rejser sig over de andre. Det er en kunstigt anlagt en af slagsen. Den er 40.000 kubikmeter stor og bygget af sand fra den sø, der er lavet for at give ferskvand til vildt, som ellers kun har kunnet finde vandingssteder i de stejle afvandingskanaler.

Vi kunne have blevet ved. Kunne have taget turen til diget og Kattegat og kigget efter sæler. Efter overenskomst mellem naturvejleder, forvalter og den bidende sydøstenvind blev det denne gang til en spændende skovtur i et for mange ukendt terræn. På stier og veje, på et tidspunkt mellem solopgang og solnedgang. Som det sig hør og bør, når man bevæger sig ind på anden mands enemærker i en privat skov.