På oplevelse i fortiden

I Randers Kommune findes der ca. 350 synlige fredede fortidsminder. De fleste er gravhøje fra bronzealderen, men der findes også flotte stendysser og gravhøje fra bondestenalderen, runesten fra vikingetiden, middelalderlige voldsteder og gamle kirketomter.

Stendyssen øst for Haversdås Langhøj

07. marts 2014 - Oprettet af Kim Brandt Thomsen

Fortidsminderne fortæller tusinder af års spændende historie, der udspandt sig længe inden, der var skriftlige kilder til. Ofte ligger fortidsminderne smukt i landskabet og med vid udsigt - som regel en god gåtur fra alfarvej og med indbygget garanti for frisk luft, motion og naturoplevelser.

Der er etableret adgang til nogle få, særligt seværdige fortidsminder i Randers Kommune. Du kan gå på opdagelse i de skiltede og offentligt tilgængelige fortidsminder i Randers Kommune på www.natur.randers.dk.

Adgang til fortidsminder på privat jord kræver lodsejeres tilladelse med mindre der er offentlig adgang.

Haversdås Langhøj og dysse
Jeg har sat Jette Sunesen fra Randers Kommunes driftsafdeling i stævne, hvor Hammershøjvej slår et knæk midt mellem Læstenvej og Haversmosevej. Her ligger en lille p-plads, hvorfra der er offentlig adgang til Haversdås langhøj og dysse ad en afmærket sti langs markskellene.

Her på markerne øst for Haversmose og nordnordvest for Læsten ligger nemlig to flotte gravanlæg fra bondestenalderen, og det er Jette Sunesen der i sin egenskab af skov- og naturfagtekniker ved Randers Kommune ofte står for den praktiske vedligeholdelse af gravanlæggene, så de ikke gror til i træer og buske.

Vi går ad den trampede sti mod Haversdås - en 100 meter lang, 15 meter bred og op til toenhalv meter høj langhøj. Mere end 5.500 år gammel er den lange gravhøj fra den tidlige bondestenalder.

I jættestuen
Det første, vi møder ved stien fra p-pladsen, er en velbevaret, stenopbygget jættestue i en gravhøj. Jette gør holdt og hopper ned i den.

Som det næsten altid er tilfældet er den omsluttende jord blevet delvist afgravet i nyere tid. Også dækstenene over kammergangen og den nordlige ende af gravkammeret er fjernet, men over kammerets sydende ligger stadig en meget stor dæksten. Her kan der på oversiden ses en håndfuld små indhuggede "skåltegn”, der typisk er blevet indhugget i den efterfølgende bronzealder.

Det nærmest pæreformede gravkammer har syv bæresten, som understøtter dækstenene, og i den tilstødende kammergang er yderligere tre bæresten. Jættestuen form tyder på en overgangsform mellem de tidligste dysser og den fuldt udviklede jættestue, som har et større og mere rektangulært gravkammer.

Jette samler op
Jette bukker sig ned og viser, hvordan mellemrummene mellem bærestenene er sirligt udfyldt med opstablede, flade stenfliser i en såkaldt tørmur, som skulle forhindre den omgivende jordhøj i at skride ind i gravkammeret.

På jorden finder hun et stykke brændt flint, som i tidernes morgen har været en del af jættestuens beskyttende lag mod fugt.

”Jeg har arbejdet med pleje af fortidsminder i det meste af en menneskealder. Først hos Århus Amt, så hos Favrskov Kommune og siden 2007 ved driftsafdelingen i Randers Kommune. I de første mange år plejede jeg fortidsminder uden at skænke den historie, der lå lige under mig, mange tanker. Men med tiden har historien grebet mig. Jeg har blandt andet gået til arkæologi på Folkeuniversitetet, er amatørarkæolog i min fritid og er også medlem af Danmarks Kulturarvsforening, der er en forening til bevarelse af Danmarks fortidsminder,” fortæller Jette Sunesen.

Haversdås langhøj
Vi følger nu dyssehøjens kant mod vest og krydser over marken. Igennem det levende hegn kan vi på afstand se "Haversdås" rejse sig mod horisonten i nordvest.

Det er Danmarks første bønder, der har opført det store gravanlæg. Den såkaldte Tragtbægerkultur stod bag langhøjene, der blev lange ved, at man ad mange omgange og over rum tid tilføjede nye gravkamre for at udvide højen. Den længst kendte langhøj i Danmark er hele 185 meter.

Nationalmuseet beskrev i 1893 Haversdås for første gang, men højen blev ikke fredet før 1945, hvor lodsejeren fandt en gravurne fra yngre bronzealder (ca. 1.400 f. Kr.) i højen - en indikation af at højen har haft været brugt igennem meget lang tid.

Oprindeligt har der stået en fodkrans af store randsten langs højen, men de er blevet fjernet før fredningen i 1945.

Et folkesagn
Som gravhøjen "Havershøj" på den anden side af Haversmose har Haversdås navn efter et gammelt sagn. Ifølge folketroen boede Kong Have ved Havershøj. Og i Haversdås boede også en konge. Kongerne forbød ifølge sagnet deres to børn at blive kærester og få hinanden. Derfor måtte de unge mødes i smug om natten, og pigen tændte lys i mosen for at vise sin elskede vej. En dag slukkede en troløs terne lysene, og drengen druknede i mosen. Som straf herfor, siger sagnet, sidder den utro terne nu som en fugl og kvidrer på stenene ved Haversdås.

Langhøjen er i den østlige ende ret afgravet og her ses også en del sten, som muligvis stammer fra ødelagte gravanlæg i højen.

Spredt i overfladen på langhøjen ses flere sænkninger, der formodes at rumme sammensunkne eller plyndrede gravkamre. Langs foden af langhøjen har der stået store sten. Flere af disse ses i vestenden og langs den nordre langside.

Jette passer på
”For at sikre, at fortidsminderne bevares, foretager vi den fornødne vegetationspleje på fortidsminderne.  Det vil sige, at vi holder buske og træer nede, så de ikke ødelægger eller skjuler fortidsminderne. Af de 350 fortidsminder i kommunen har vi omkring 120 i jævnlig pleje, hvilket vil sige, at vi er ude at tilse dem og måske rydde med buskrydderen en to-tre gange om året,” fortæller Jette Sunesen.

På Haversdås havde Jette for år tilbage et stort arbejde med at rydde den ene ende af høje for bævreasp. Bævreasp har nemlig den evne, at de skyder fra roden, hvis de bliver savet omkuld - så de måtte ”ringes” alle sammen, så de kunne stå og dø på roden.

Og sidste år var det så hindbær, der havde indtaget et stort stykke af vestenden af dåsen. Skønt kørt over et par gange med buskrydder sidste år kunne de godt stadig se grovillige ud i højens fede muld en varm forårsdag. Så Jette må nok på den igen.

Så, hvad er nu det. Der er gravet i gravhøjen. Er en gravrøver på spil?

”Nej, det ligner en rævegrav,” kommer det fra Jette, som beder til, at det ikke er en grævling. Grævlingen er nemlig fredet, så den kan man ikke bare bede om at forlade sin grav. Loven om beskyttelse af fortidsminder siger, at naturen må vige. Naturbeskyttelsesloven siger nej, for grævlingen er fredet. Gravfred står over for gravfred i en uløselig sag.