Naturen trives på Krakamarken

På Randers kommunes største ejendom Brugsgård syd for Randers ligger Krakamarken, der oprindeligt var en skulpturpark. Her er et stort sammenhængende naturområde på 27 hektar, et fantastisk sted med åbne vidder, som sjældent ses på disse kanter.

05. januar 2019 - Oprettet af Kim Brandt Thomsen

Krakamarken bruges af Produktionshøjskolen Mimers Brønd til ekstensiv landbrugsdrift. Arealet afgræsses med får.

Siden naturskulpturparken åbnede i 1992, har området ikke været under plov, og det har betydet en god udvikling for naturen og biodiversiteten. Naturen har kunnet udvikle sig, samtidig med at græssende dyr har forstyrret området og holdt tilgroningen nede.

”Det var da også opløftende at besøge Krakamarken en eftermiddag i oktober og se, at man på de gode steder kunne finde planter som for eksempel Liden klokke, Blåhat og Gul snerre. Planter der tidligere var vidt udbredte i vores grøftekanter, men som vi i Randers Kommune kun ser på overdrev og i grøftekanter på sandede jorder. Her udvaskes næringsstofferne langsomt fra jorden, og flere arter kan klare sig og giver det, vi kalder en øget biodiversitet,” fortæller Pia Boisen Hansen, som er biolog ved Randers Kommune.

Oplevelsen blev toppet af, at der også var noget at hente for sankeren og maven:

”I år har været et godt slåen-år, og slåen på Krakamarken var store og flotte. Og under de plantede fyrretræer fandt jeg Velsmagende Mælkehat, som er en fortrinlig spisesvamp. Det gjorde kun turen bedre.”