Med 5.c på jagt på Brusgård

Eleverne fra Randers Realskoles 5.c havde den sidste tirsdag i oktober natur- og teknik i det fri. Sammen med klasselærer Anette Bach var de med på jagt på Brusgårds jorder sammen med naturvejleder Lars Maagaard fra Randers Naturcenter og et dusin jægere fra Kronjyllands Jagtforening. Formålet med dagen var at give eleverne indblik i jagtens verden og et kendskab til naturen og dyrelivet omkring Brusgård.

05. november 2014 - Oprettet af Kim Brandt Thomsen

”Ved at benytte jagt som et friluftslivstilbud, får eleverne et længere ophold ude i naturen og får bevæget sig godt rundt i landskabet,” fortæller Randers Kommunes naturvejleder Lars Maagaard om dagens ”formidlingsjagt”, som for 5.c’erne betød, at pensum stod på naturoplevelser iført skrig-orange veste og kasketter.

”Det er en jagt, hvor der bliver skudt med skarpt, så sikkerheden har første prioritet,” formanede Lars Maagaard, inden han gav en introduktion i jagtteknik og reglerne omkring jagten. Blandt andet hvilke dyr der må skydes og hvornår.

”Eleverne skiftes til at stå på post med en jæger og hjælper til med at klappe og drive vildtet ud sammen med hundene og hundeførere. Jagten afvikles på tre såter, hvor elever skifter plads. Så får alle bevæget sig! Under hele forløbet vil I få rig lejlighed til at tale med jægerne og stille spørgsmål om jagt og natur.”

Til Krakamarken
Således opildnet begav vi os ud på første såt eller jagtområde, Krakamarken, hvor de græssende får i dagens anledning var drevet sammen i et indelukke, så ivrige jagthunde og ditto klappere ikke skulle gøre deres dag mere stresset end højst nødvendigt.

Bortset fra Krakamarkens forgængelige naturkunst var der ikke meget at klappe af på første såt. Spor efter råvildt og en enkelt hare, som klogeligt tog flugten stik modsat de ventende jægere og forsvandt mellem hunde og klappere.

Anden såt sydøst for Brusgård var straks mere interessant. Næppe havde hunde og klappere betrådt såten, før i omegnen af 15-20 styk råvildt, enkeltvis eller i par rejste sig og forsvandt i fuldt firspring mellem hunde og klappere. Tydeligvis uvidende om at de ikke var på ”wanted”-listen for dagens jagt.

Fasanen blev til gullasch
På såvel 2. såt som på den afsluttende 3. såt blev der løsnet skud. Vel en fem-otte stykker i alt. Målene var hver gang en fasan - og i hvert fald en måtte lade livet. En af hundene blev set rende rundt med den mellem kæberne, men det var lykkedes den at gemme den så godt, at en storstilet eftersøgning med elever, jægere og hunde bragte den døde fugl for dagen.

Selv om det ikke gav mad på bordet, var der alle enige om, at det havde været en god jagt. Mad på bordet gav det ikke, men et godt billede af hvordan det ser ud med vildtbestanden ved Brusgård.

Med gode billeder på nethinden begav 5.c og jægerne mod shelterpladsen ved Brusgård. Nok var der intet vildt at lægge på parade, ingen fasan eller hare at dissekere, men elever fra produktionsskolen Mimers Brønd som ventede med brandvarm gullasch og over bål lunede brødskiver - ikke så ringe endda oven på en tretimers jagt i det flotte efterårsvejr.

Win-win-win
Om man var til gullasch eller madpakke, var der bordene rundt enighed om, at det havde været en udbytterig formidlingsjagt.

”Et arrangement som dette giver alle parter noget. Som kommune får vi sat fokus på vores natur og dyreliv. For Kronjyllands Jagtforening er vores fælles arrangementer en oplagt lejlighed til at komme i kontakt med jagt- og naturinteresserede børn. Og jeg er rimeligt sikker på, at 5.c også har oplevelser med hjem herfra, som vil være med til at påvirke deres interesse for naturen fremover,” lød det fra naturvejleder Lars Maagaard.

Kronjyllands Jagtforening - Årets jagtforening 2014  
Kronjyllands Jagtforening i Randers er af Danmarks Jægerforbund kåret som Årets Jagtforening 2014. Blandt andet på baggrund af foreningens samarbejde med Randers Kommune om at stille skytter og hundefolk til rådighed i ved formidlingsjagter for 5. og 6. klasser.

Kronjyllands Jagtforening er med sine ca. 500 medlemmer i alle aldre en af de største jagtforeninger vest for Storebælt. Foreningens medlemstal er steget med 15 procent siden sommeren 2013.

85 procent af jagtforeningens medlemmer bor i Randers Kommune. 25 procent er medlemmerne under 40 år. 10 procent er tilknyttet landbruget. 5 procent er kvinder. 5 procent uddannelsessøgende.