I pramdragernes spor langs Gudenåen

Langs Gudenåen har pramdragerne slidt en sti fra Randers til Silkeborg. I mange hundrede år var Gudenåen den vigtigste transportvej fra Randers til det indre Jylland, og transporten foregik med store, fladbundede pramme, såkaldte kåge, som blev staget og trukket de mere end 50 kilometer op ad åen.

17. februar 2014 - Oprettet af Kim Brandt Thomsen

Pramflåden var, da den var størst fra ca. 1850-1880, på over 200 pramme. Pramfarten fik dødsstødet, da jernbanen fra Langå til Silkeborg åbnede i 1908 - også selv om der var blevet indsat en skovldreven dampbåd som trækkraft. Med Tangeværkets bygning i 1920 blev der endegyldigt sat en prop i Gudenåen, og de allersidste pramme måtte lægge op.

Et slidsomt liv

Man skulle være stærk mand for at kunne holde til pramfartens strabadser. Gjorde man det godt som lejemand, kunne man måske blive ”Lejesvend” på en pram og siden stige til ”Pramkarl”.

Sådan en tanke har sikkert strejfet mangen en lejemand.  Lejemændene var i bunden af hierarkiet, og deres arbejde bestod i at trække prammene op ad åen ved egen rå muskelkraft. Først blev prammene staget op til Hornbæk Enge af pramkarlene, og så slæbte lejemændene dem videre til Bjerringbro.

Med en trækline om brystet trak mændene de tungtlastede pramme, mens de støttede sig til en tyk stav med en jerntveje for enden, så den ikke sank ned i engbunden. Det var først ved Bjerringbro, at heste overtog deres trælsomme arbejde og slæbte prammene resten af vejen til Silkeborg.

Tilbage mod Randers gled prammene næsten af sig selv hjulpet af strøm og vind. Dog ikke altid uden besvær. Broerne ved Resenbro og Kongensbro var lave, og var der for meget vand i åen, kunne man ikke passere med tørv eller halm eller andet, der fyldte godt. Derfor måtte man ofte, når man nåede broerne, losse toppen af lasten af, sejle prammen under broen og laste igen på den anden side.

Kun en lejemand

Pramkarle og lejemænd levede et barskt liv i samfundets nederste lag. Lejemændene var, som det fremgår af arbejdsbeskrivelsen, hyret for en tur ad gangen og havde et barsk job med at trække de tungt lastede pramme fra Randers til Bjerringbro. De sled og slæbte, tørstede og frøs og måtte også lægge ryg til mange myter - ikke mindst om deres hang til snaps.

Når pramfolkene lagde vejen omkring en kro på ruten, endte det ofte med slagsmål. Garanteret svedige og beskidte efter dagens slid og slæb ved åen har de næppe været lige velkomne og har måske fået en kvik bemærkning med på vejen fra en af de lokale. Og så var det med at få brændt de sidste kræfter af.

En overlevering fortæller, at en kroejer en gang fandt en død mand i krostaldens halm efter et slagsmål. ”Gud ske lov. Det er kun en lejemand. Jeg var bange for, at det var et menneske”, udbrød han.

Langs vandvejen

Trækstien langs Gudenåen starter ved Tørvebryggen i Randers. Her boede ejerne af prammene, og her levede lejemændene, medens de ventede på arbejde. Ved Tørvebryggen lå Kåghavnen. Her blev pramdragerne hyret til at trække prammene op ad Gudenå, og her blev der losset tørv, brænde og tegl.

Kåghavnen er for længst opfyldt, men flere af de gamle pakhuse ligger her stadig - et stenkast fra Tørvebryggen.

En stor del af Gudenåens floddelta er drænet, men på strækningen mellem Randers by og Fladbro kan resterne af deltaet stadig opleves. Her findes sideløb og sumpede områder bevokset med rørskov, pil og vandplanter.

Området er et vigtigt ynglested for fugle som sivsanger, nattergal og gøg, og her findes også insektarter, slørvinger, som ikke lever andre steder i Danmark end her. I det 28 ha store sumpområde er et udbygget stisystem, og det er også her, du finder Randers Naturskole i et hjørne af Gudenåparken.

Mellem Randers og Fladbro ligger Hornbæk Enge og engsø. De store, nyligt oversvømmede engarealer ejes af Aage V. Jensens Naturfond. De oversvømmede enge bidrager til større biodiversitet og renere vand i Gudenåen, samtidig med at de giver rige muligheder for naturoplevelser og motion i et bynært naturområde.

Til Langå og retur

Fladbro Kro har været Kgl. Privilegeret Kro siden 1739 - med ret til blandt andet at opkræve bropenge. Den nuværende hovedbygning er opført i 1859.

Fladbro Skov med Dyrehaven har været på Randers Kommunes hænder siden 1897, hvor det daværende byråd købte arealerne for at plante en lystskov for byens borgere.

Langå Egeskov er en rest af den fælles udmark til Langå. Skoven giver et godt billede af, hvordan skove så ud for 200 år siden. På den anden side af åen ligger hovedgården Løjstrup med en enestående beliggenhed på det gamle fredede voldsted fra middelalderen med voldgrave som grænser tæt til Gudenå.

Langå er præget af beliggenheden ved Gudenå og af sin status som jernbaneknudepunkt. Den gamle rustrøde jernbanebro, som Trækstien går over, er bevaringsværdig - som et monument over jernbanens pionertid og pramfartens endeligt.

Alt for nu om Trækstien i Randers Kommune. Der skal nok dukke en mulighed op for at gå en naturtur på ruten engang til foråret. Ja, hvem ved, måske endda helt til Ulstrup, Bjerringbro eller Silkeborg. Alternativt kunne man også bare tage bagvejen hjem fra Langå og få Væth Enge, Tebbestrup Kær og Vorup Enge med på cv’et. Det lyder som en god dags arbejde.