En egeskov fra tidernes morgen

Hele Jylland var engang dækket af egeskov. Men efter de store skovrydninger, først i bondestenalderen og senere i middelalderen, er der i dag kun meget få steder med oprindelige skov tilbage. Hvidding Krat, der ligger henover grænsen mellem Randers og Viborg kommuner, er et af de få steder, hvor du kan opleve den oprindelige, danske egeskov.

Det meste af Hvidding Krat har været stævnet så sent som under 2. Verdenskrig.

19. november 2014 - Oprettet af Kim Brandt Thomsen

Nord for landsbyen Hvidding ligger Hvidding Krat. Et 84 hektar lysåbent egekrat på den nordvendte, kløftrige skrænt mod Skalsådalen. Egekrattet har været fredet siden 1984. Blandt andet af hensyn til sjældne sommerfugle som er tilknyttet egetræer.

Af hensyn til de sjældne sommerfugle, der er og har været, skal krattet være lysåbent og gerne drevet som gamle dages stævningsskov og græsset af kreaturer.

Gammel egeskov på sur bund
Hvidding Krat er såkaldt ”gammel egeskov på sandsletter med sur jordbund”. En naturtype der er sjælden uden for Jylland. Tinnet Krat i Midtjylland og Lovrup Skov i Sønderjylland er et par andre eksempler på naturtypen.

Stilkegen er ofte den dominerende art. Af træer findes derudover vortebirk, dunbirk, almindelig røn, bævreasp, tørst og græs, planter og bregner som bølget bunke, blåtop, almindelig kohvede, hvid anemone, majblomst, skovstjerne og ørnebregne.

Fra gammel tid har naturtypen været benyttet til hugst og græsning, og for at bevare og sikre den er det ofte vejen frem at fortsætte, så underskoven ikke får magt og lukker den lysåbne egeskov. Det meste af Hvidding Krat har været stævnet så sent som under 2. Verdenskrig.

Egesommerfuglen
Det var især hensynet til den sjældne egesommerfugl, der førte til, at Danmarks Naturfredningsforening i sin tid ønskede krattet fredet. Egesommerfuglen fandtes da på en håndfuld lokaliteter i Jylland. Sidste levested var Hvidding Krat, hvor den sidst med sikkerhed er fundet i fredningsåret 1984. Egesommerfuglen betragtes i dag som uddød i Danmark. Nærmeste levested skulle være det sydøstlige Skåne, hvor den dog er sjælden.

Da stævningsdriften i Hvidding Krat ophørte, blev krattet nogle steder tilplantet med rødgran, hvorved der blev skygget for egesommerfuglens habitat. Skulle en population mod alle odds blive genfundet, vil det sandsynligvis kræve stævningsdrift i rotation, hvis egesommerfuglene skal på vingerne i så stort antal som midt i 1970’erne. Her havde de deres sidste storhedstid, efter at en del af egene var blevet fældet og havde skudt fra roden.

Andet godt for øjet
Egesommerfuglen er nok for altid historie, men så har Hvidding Krat heldigvis mange andre smukke sommerfugle at byde på - på den rette årstid. I egekrattet ved Skalsådalen kan man være heldig at se både stregbredpande, citronsommerfugl, iris, admiral og rødplettet blåfugl - for blot at nævne en tredjedel af de sommerfugle der er set de kanter.

For skovgæsten byder den gamle egeskov året rundt på oplevelser. Nok formår harer og rådyr at holde sig skjult, men deres veksler afslører, at de enten er mange i antal eller meget bevægelige.

En musvåge letter. Og på den anden side af skovvejen følger en flok halemejser nysgerrigt efter i krattet et par meter væk.

Stedsegrønne enebærbuske bryder hist og her ensformigheden af vissent egeløv. Det samme gør for længst faldne grene, som ligger i skovbunden, sirligt dækket af fine, grønne mosser. At tænke sig at tiden måske har stået stille her siden stenalderen…

Thiele, den 4de October 1710
”En magnifiqve Jagt, vi havde idag! Hvidding Krat var indstillet med over 300 Klappere; for de var her baade fra Viskum og Fussingøe med alle deres Støvere. I Dagbrækningen vare vi fra Thiele der allerede. Det var gandske stille i Luften, og en tyk Taage bedækkede hele Egnen; kun Toppene af Bavnhøiene kunde man see oven over den…”

I ”Brudstykker af en landsbydegns dagbog” fra 1824 beretter Steen Steensen Blicher om en jagt i Hvidding Krat i oktober 1710. Her et lille brudstykke mere:

”… Hundene bleve koblede af, og det varte ikke længe før de slog an, saa een, saa to, saa det hele Kobbel. Harer, Ræve og Dyr smuttede frem og tilbage paa de skovbegroede Bakker. Saa gik af og til et Skud, og Knaldene gav Echo langs ned gjennem Dalen. Klapperne kunde vi ikke see, men vel høre deres Hujen og Skrigen, naar et Dyr eller en Hare vilde bryde igjennem. Jeg forsvarte min Plads, og skjød to Ræve og en Buk inden Frokosten.

”… Et Par Timer før Aften var Krattet renset for Vildt, og Jagten havde Ende. Vi fik vist henved 30 Stykker, og Junker Kresten, som havde skudt de fleste Ræve, blev beæret med et Stykke paa Valdhorn.”

Jagtselskabet har nu ikke fået det hele med. Lige midt på stien foran mig ligger efterladenskaberne fra et dyr. En høm-høm. Det kan der næppe herske tvivl om. Men ikke umiddelbart fra en hund eller en ræv. Er det måske ulven, som har fundet tilbage til den oprindelige, danske skov på kanten af Skalsådalen?