Firebenede plejer naturen i Randers Kommune

660 hektar fordelt på 110 lokaliteter, ofte med en lille håndfuld indhegninger pr. lokalitet. Samarbejde med godt og vel et halvt hundrede private dyreholdere over hele kommunen, blandt andet i bynær natur som Skovholmen, Assentoft Bakker, Storkeengen og Hornbæk Enge. Flere og flere steder i Randers Kommune står køer, får og heste nu for pleje af naturarealer til glæde for planter, insekter og dyr.

10. juni 2015 - Oprettet af Kim Brandt Thomsen

”De firebenedes naturplejeindsats er med til at give og bevare levesteder for en lang række dyr, insekter og planter. Når dyrene græsser, skaber de variation i vegetationen og åbner græstæppet for lys og luft.  Urter er generelt mere varmekrævende end græs og vil vokse mere med en større mængde sol. Desuden træder dyrene ofte gennem vegetationen, så der opstår små huller. Derved får flere blomstrende urter direkte adgang til ”spirebedet”, når de skal sætte deres frø. Det er der flere arter, som er helt afhængige af.”

Skov- og landskabsingeniør Rasmus Hansen er primus motor i samarbejdet mellem kommune, dyreholdere og lodsejere omkring naturplejen i Randers Kommune. Han forklarer fordelene ved naturpleje kontra en slåning af naturarealerne således:

”Sammenlignet med en slåning foregår de firebenede naturplejeres afgræsning i et roligt tempo, der giver smådyr som firben, stålorm, biller og sommerfuglelarver tid til at kravle længere ned i vegetationen. Samtidig betyder køers, fårs eller hestes fødevalg, at der skabes variation i vegetationen på arealerne. Nogle steder bliver den højere end andre, fordi det bliver gødet mere eller spist mindre, og herved opstår der små nicher med hver sin karakter. Forskellene er med til at give livsbetingelser til vidt forskellige planter.”


Jordbrugsteknolog Trine Christensen og skov- og landskabsingeniør Rasmus Hansen har fået øje på en flok majgøgeurter på et af græsningsarealerne ved Kastbjerg Å.

”Med de blomstrende urter følger dyrene. Mange arter af krybdyr og insekter, for eksempel firben og sommerfugle, lever kun på overdrevsskråninger, hvor der er varmt og tørt. Flere sommerfuglearter har udviklet helt specielle livsmønstre, hvor de er tilknyttet bestemte plantearter. Sommerfuglen er måske den eneste, der kan bestøve blomsten, og omvendt er urten det eneste, som sommerfuglens larver spiser. Så jo flere små solbeskinnede pletter, der opstår, og jo flere værtsplanter, der gror og blomstrer, jo flere sommerfugle og andre insekter finder vi på et givent areal. ”

”Med insekterne følger også fuglene og pattedyrene, og vi får mulighed for at opleve et vildt og spændende liv på vores overdrev og i enge og kær. Takket være de græssende dyr, som derfor også er vores foretrukne ”redskab” i naturplejen,” fortæller Rasmus Hansen.


Heste på forårsfrisk græs i engen mellem Kærby og Kærbybro.

Arealet mere end fordoblet
2010 var af FN udråbt til internationalt biodiversitetsår.  I den anledning underskrev Randers Kommune den såkaldte ”Countdown 2010”-erklæring, hvor man forpligtede sig til at arbejde for øget mangfoldighed i naturen.

Og arbejdet er der blevet: I 2010 var ca. 280 hektar underlagt en form for kommunal naturpleje. I år er arealet, som naturplejes af græssende køer, får og heste på 660 hektar, hvilket svarer til ca. én procent af Randers Kommunes samlede areal.

Randers Kommunes naturpleje med dyr foregår på mere end 110 lokaliteter rundt i hele kommunen - blandt andet i det internationalt beskyttede Natura 2000 område i Kastbjerg Ådal, hvor Randers Kommune har et tæt samarbejde med de private lodsejere om naturplejen, der skal medvirke til at bevare en af vores allermest følsomme naturtyper; rigkæret.

Også i kampen mod kæmpebjørnekloen er de firebenede blevet sat ind. Gennem det sidste par år har Dexter-kvæg således helt overtaget RoundUp’s rolle som bjørnekloens værste fjende i bynære naturområder som Storkeengen og Brotoften.

Hvem egner sig til hvad?
Grundlæggende er køer og får ret forskellige i deres græsningsmetoder og fødevalg, hvilket hænger sammen deres fysiologiske opbygning.

Køer er store og har et højt specialiseret fordøjelsessystem. Det er to faktorer, der gør dem i stand til at leve af selv det groveste, næringsfattige foder. Det afspejler sig i koens græsning, hvor den u-selektivt snor tungen omkring en stor tot græs, river den af og går i gang med at gnaske.

Hvis der er nogle enkelte urter koen specielt ikke kan lide, går den uden om dem, ligesom den undgår områderne omkring kokasserne.

I koens græsningsområder opstår der derfor med tiden en blanding af høje og lave områder. En mosaik som mange dyr - både insekter, padder og krybdyr - er glade for, da der er højt græs til at gemme sig i, og lavt græs hvor de kan sole sig. Samtidig giver variationen muligheder for, at mange urter kan finde deres niche.

Fåret har ikke så mange maver som koen og kan derfor ikke fordøje lige så grundigt. Samtidig betyder fårets mindre størrelse, at det skal bruge mere energi på at holde sig varm. Altså må fåret være mere teknisk i sin græsning og kun udvælge det foder, der er mest energi i og er lettest at fordøje, så energien kan udnyttes.

Fåret kaldes derfor for en selektiv græsser, der med sine følsomme læber kan udvælge sig specifikke planter og bide dem over med sine skarpe tænder. Fårene spiser helst friske skud. Det være sig græs, blomster, blade eller træer.

Fårets tilbøjelighed til at spise det friske kan udnyttes af naturplejerne, da man med får kan græsse forskellige planter ned afhængig af, hvornår på sæsonen, man sætter fårene på græs. Fårene er derimod ikke så egnede til de lange græsningsperioder som køerne, da man her sandsynligvis vil komme ind i vækst og blomstringssæsonen for nogle af de arter, man søger at bevare.

Fårenes græsning resulterer i en mere ensartet lav vegetationshøjde, som tiltrækker en anden fauna end køernes græsning. Specielt er fåregræsningen god for jordboende dyr og insekter. Med deres mindre størrelse er fårene de bedst egnede til de stærkt kuperede arealer, hvor tungere dyr som køer og heste ville træde plantedækket mere op og skabe bare pletter.


Rasmus Hansen tjekker floraen i en af græsningsengene i Kastbjerg Ådal. Her er blandt andet majgøgeurt og padderok. Dyndpadderokken er en af vores største padderokker. Den kan blive op til én meter høj, vokser i sumpet jord og mangler ofte sidegrene. Padderokfamilien har overlevet på jorden siden kultiden for 300 - 350 millioner år siden. Dengang dannede de 20 - 25 meter høje skove sammen med de ligeledes sporeformerede ulvefødder og bregner.