Ad nye stier og veje i Kastbjerg Ådal

Kastbjerg Ådal er et fantastisk naturområde. På grund af de store forekomster af den sjældne naturtype "rigkær" er ådalen et såkaldt Natura 2000-område, nærmere betegnet Habitatområde H223. Tag en tur rundt i ådalen og nap Dyrby Krat med. På de fleste af de afmærkede ruter er der mulighed for at opleve de danske orkideer, gøgeurterne, på tæt hold.

04. juni 2018 - Oprettet af Kim Brandt Thomsen

Et godt sted at starte er P-pladsen ved Kærby Mølle. Herfra kan du følge vejen gennem egekrattet mod vest. Hvor Dyrby Krat åbner op mod vest ligger et stort rigkær med græssende kreaturer.

Rigkæret er karakteristisk ved, at det et plantesamfund på en fugtig eller våd bund med mange forskellige arter. Naturen er med andre ord rig på arter som for eksempel gøgeurter.

Et andet karakteristisk træk er, at der ofte er mange tuer. Og så fødes det af naturlige kildevæld, som ofte er rige på naturens byggesten kalk, men ellers næringsfattigt.

De græssende kreaturer gør deres til, at den våde biotop med sine tuer og huller bliver rigtig god til at holde på vandet.

Der er flere muligheder for vandreture rundt i og omkring rigkærene og Kastbjerg Å og ådal ad naturstierne i ådalen, som blev indviet i 2017.

Mølleruten

Mølleruten rundt om Kærby Mølle er med sine ca. to kilometer den korteste vandrerute. Ruten, som er markeret med lilla pile, går rundt om Kærby Mølle, der ligger idyllisk med sin egen møllesø, møllebæk og græssende kreaturer på engene.

Det er en kort rute på ca. to kilometer med faste brede græsstier og moderate stigninger. Ruten er derfor egnet til en vandretur, hvis du ikke kan vandre så langt. Stierne bliver ofte oversvømmet, så vandre- eller gummistøvler kan anbefales i våde perioder.

Ulvholmruten

Trekvart kilometer vest for Kærby Mølle ligger en forhøjning, et voldsted, som i middelalderen husede Ulvholm Slot. Ulvholmruten er en rundtur, som går fra Kærby Mølle og henover engene, med broer over åen og til et af de smukkeste udsigtssteder i Kastbjerg Ådal, Lambækdal på Mariagerfjordsiden, hvorfra der er storslået udsigt over ådalen og Dyrby Krat.

På Lambækdals skrænter ned mod åen vokser blandt andet kobjælder og engblommer, som her i foråret viser sine lilla og gule blomster frem.

Tæt ved åen ligger mange rigkær - små kær med kalkholdig ferskvand, fattige på næringsstoffer, men rige på særlige planter som vibefedt, gøgeurt og star.

Det meste af ruten er hegnet fra, men et enkelt sted går ruten på en strækning på ca. 20 m gennem en hegning med kvæg. Hold god afstand til dyrene og hav altid hund i snor.

Ulvholmruten er 4-5 kilometer lang og markeret med røde pile. I fugtigt vejr og ved oversvømmelser anbefales vandre- eller gummistøvler.

Kvottrupruten

En af de flotteste vandrestier i Kastbjerg Ådal er Kvottrupruten, der er ca. fire kilometer lang tur retur, hvis man tilgår den fra Kærby Mølle. Ruten er markeret med grønne pile. Ruten følger et stykke af vejen på Mariagerfjordsiden en gammel møllevej, der løber lige forbi den tange, hvor der engang lå en vandmølle - Kvottrup Nymølle.

Ruten ligger på et stejlt og skrånende terræn, men det hele værd, da der er den smukkeste udsigt over ådalen og utallige kildevæld, der strømmer ud fra skrænterne.

Stierne bliver ofte oversvømmet, så vandre- eller gummistøvler anbefales.

Bredkilderuten

Tilbage i Århus Amts tid var projektet for ådalen, at Kastbjerg Å skulle genslynges, og der skulle skabes ”våde enge”. Men ikke mindst på grund af rigkærene, som ville blive ødelagt, hvis de blev oversvømmet, blev projektet opgivet, hvorfor Kastbjerg Å nu kun nænsomt er tilbageslynget på nogle ganske få strækninger.

Bredkilderuten gennemløber en af de strækninger, hvor åen er genslynget i den brede ådal mellem Enslev og Sem. Bredkilden, som rundturen har navn efter, ligger syd for Sem og har både leveret drikkevand og sammen med andre kildevæld vand til åen og rigkærene.

Engene gemmer på en mangfoldighed af planter som gøgeurter, tørvemosser og star, men også på årtusinders historie om menneskers brug af området. Bredkilderuten går lige forbi det sted, hvor arkæologer har fundet Skandinaviens ældste plankevej, 4.900 år gammel.

Blandingen af levende hegn og krat, afgræssede marker og fugtige områder ved Kastbjerg Å er gode levesteder for fugle som nattergalen, der nyder godt af insekter og bær.

Nedenfor Enslev Bjerge ligger en forhøjning, hvor voldstedet Ovsgård lå i middelalderen.

Åen har tidligere været kraftigt reguleret og rettet ud, men har med et naturprojekt fra 2006-2017 fået nye sving. På Spektakelbroen står et bord-bænkesæt, så madpakken kan nydes midt på åen.

Stierne bliver ofte oversvømmet, så vandre- eller gummistøvler kan anbefales i våde perioder.

I ådalen går dyr på græs, så husk at holde hunden i snor.

Bredkilderuten er markeret med blå pile og knap 5 kilometer lang.

Kastbjergruten

Lige vest for Kastbjerg drejer åen mod nord frem mod sit udløb i Mariager Fjord. Kastbjergruten løber derfor på tværs af engene øst for åen henover afvandingsgrøfter, der leverer vand til åen. Mod nord støder ruten til Nordsøstien, der følger den tidligere banesti, hvor toget kørte mellem Hadsund og Randers.

Tæt på Havndal passerer ruten forbi hovedgården Trudsholm. På tilbagevejen til Kastbjerg går ruten langs asfaltvejene. Stierne kan være mudrede, så vandre- eller gummistøvler anbefales.

Som den eneste rute i Kastbjerg Ådal er det tilladt at ride på de godt fire kilometer, ruten gennemløber. Rytterne skal dog holde sig til den vestlige side af ruten over åen af hensyn til de gående.