Planer om nyt boligområde nær Gudenåen får opbakning af byrådet

Randers Byråd har på mødet den 4. marts 2019 godkendt en ny lokalplan, der vil gøre det muligt at bygge 50 boliger i naturskønne omgivelser ved Bojesvej i Vorup.

Skitse af det nye boligområde på Bojesvej i Vorup.

04. marts 2019 - Oprettet af Christian Sloth Olesen

46 rækkehuse i højest 2-3 etager og 4 rækkehuse i højst to etager. Det bliver der nu mulighed for at bygge ved Bojesvej i Vorup efter at byrådet på mødet den 4. marts 2019 vedtog en ny lokalplan for området.

Den ny lokalplan har været undervejs på baggrund af konkrete ønsker om at bygge et nyt boligområde i de naturskønne omgivelser. Og med byrådets beslutning bliver projektet nu muligt at realisere.

Bojesvej ligger i tæt afstand til Gudenåen og Vorup Enge og lokalplanen stiller derfor krav til blandt andet facadematerialer og tagudformning på de nye boliger. Det er for at sikre, at ny bebyggelse i videst mulig omfang får en sammenhæng med omgivelserne og den øvrige bebyggelse i området.

Et forslag til lokalplanen har været i høring, ligesom der har været holdt et borgermøde om planforslaget, der altså nu er vedtaget i sin endelige form.

Den nye lokalplan vil snarest blive offentliggjort på plan.randers.dk