Nyt kort over cykelruter ved Gudenå

Seks turistorganisationer langs Gudenå er gået sammen om udvikling af et nyt cykelkort med cykelruterne langs danmarks længste å. Kortet, der distribueres i 15.000 eksemplarer, er det første samlede kort over de afmærkede cykelruter langs Gudenåen, og det giver gæsterne et godt overblik over og beskrivelse af ruterne. Udover en samlet oversigt over ruterne, giver kortet også udsnit af de byer, som ruterne går igennem, så gæsterne nemt kan navigere.

21. februar 2019 - Oprettet af Kim Brandt Thomsen

Kortet er udviklet af GudenåSamarbejdet og de seks turistorganisationer VisitHorsens, VisitJuelsminde, VisitSkanderborg, VisitSilkeborg, VisitRanders og VisitViborg, der alle har cykelstrækninger langs eller tæt på den populære Gudenå i deres destinationer.

Kortet giver en bedre oplevelse for gæsten

I august 2017 har fire frivillige fra Cyklistforbundet testet og kvalitetssikret cykelruterne, så gæsterne nemt kan finde og følge Gudenåruterne.  

Med kortet i hånden kan gæster således forvente at finde en nøje afmærkning af ruterne samt information om overnatning, vandposter, indkøb, udsigtspunkter og attraktioner langs ruterne. 

 ”Vi har rigtig mange gæster, både nationale og internationale, der efterspørger information om cykelruterne langs Gudenåen og banestierne i Gudenåområdet. Det er samlet et meget populært ruteforløb, da landskabet er rigtig smukt og varieret,” siger Anne-Mette Knattrup, turistchef i Randers. Derfor har kortet lidt men god information på både dansk, tysk og engelsk.

”Kortet binder cykelruterne sammen på tværs af kommunegrænserne, og giver dermed en bedre samlet helhedsoplevelse for gæsterne”, slutter Anne-Mette Knattrup.

Kortet over cykelruterne kan ses og downloades her

www.oplevgudenaa.dk

GudenåSamarbejdet er et tværkommunalt samarbejde mellem syv Gudenåkommuner om Gudenåområdets rekreative potentiale. Kommunerne langs Gudenåen er Hedensted, Horsens, Skanderborg, Silkeborg, Viborg, Favrskov og Randers.