Kommunen arbejder med at overtage tankanlæg på Randers Flyveplads

Randers Byråd har 4. februar 2019 godkendt, at kommunen arbejder videre med at overtage tankanlægget på Randers Flyveplads. Dermed kan Randers Flyveklub fortsætte som hidtil.

Luftfoto fra Randers og omegn. Randers kommune ejer Randers Flyveplads

04. februar 2019 - Oprettet af Karen Balling Radmer

Air BP har opsagt den eksisterende aftale om at sælge flybrændstof fra Randers Flyveplads pr. 31. marts 2019. Randers Flyveklub ønsker at overtage driften af tankanlægget, hvis Randers Kommune overtager ejerskabet af tankanlægget og dermed også ansvaret for en eventuel fremtidig forurening.

Flyvepladsen er ejet af kommunen og blev taget i brug i 1967. Den har en 900 meter lang og 23 meter bred asfaltbane. I 2018 var der i alt cirka 5000 flyvninger med mindre fly og helikoptere. Året før var der 4500 flyvninger. Flyvepladsen bruges især til privatflyvning og skoleflyvning i mindre privatfly, men har også mindre og mellemstore erhvervstransporter og taxiflyvninger. Samtidig benytter lægehelikopteren fra Skive ofte flyvepladsen som reserve-tankningssted.

Der bliver både solgt almindelig flybrændstof og jetbrændstof på flyvepladsen. Der blev i alt solgt 34.000 liter jetbrændstof og 46.000 liter almindeligt flybrændstof i 2018. Det svarer til en indtægt på 170.000 kroner. Der er desuden på stedet et privat flyværksted.

Randers Kommune har ikke for øjeblikket kendskab til, om der er en forurening, som kræver oprensning. Inden kommune overtager ansvaret vil der blive udarbejdet en tilstandsrapport, som beskriver om der er sket forurening frem til den dag, hvor kommunen overtager tankanlæg. Og hvis der er det, bliver der indgået en aftale med ejeren om oprensning. Dermed påtager kommunen sig alene ansvaret for en eventuel ny jordforurening.

Fordelen ved, at kommunen overtager tankanlægget er, at der stadig kan købes brændstof på flyvepladsen – noget flyveklubbens medlemmer ellers skulle finde et andet sted, ligesom det ville blive væsentligt mere besværligt både for erhvervsdrivende, der bruger flyvepladsen som landingsbane.

Randers byråd godkendte på sit møde 4. februar, at forvaltningen arbejder videre med, at kommunen overtager ejerskab af tankanlægget.