Randers ansætter ny visionær bibliotekschef

Randers Kommune har netop ansat 46-årige Mette Haarup som bibliotekschef. Hun tiltræder pr. 1. februar 2019. Og dermed sætter en dygtig forandringsleder med stort hjerte for biblioteket sig i chefstolen.

Mette Haarup ansat som bibliotekschef og starter 1. februar 2019

25. januar 2019 - Oprettet af Karen Balling Radmer

Siden juni 2018 har Mette Haarup været konstitueret bibliotekschef i Randers Kommune. Indtil da var hun Logistikchef på Randers Bibliotek og har været en del af chefgruppen. Hun blev ansat i 2007 og har dermed et indgående kendskab til Randers Bibliotek, medarbejderne og ikke mindst borgernes stadig større brug af biblioteket – både som et sted at låne en bog, og ikke mindst som et samlingssted for kulturoplevelser og fordybelse.

Mette Haarup er næsten færdig med en master i offentlig ledelse fra Aalborg Universitet, har for flere år siden afsluttet en diplomlederuddannelse og har også erfaringer med sig fra lederjobs i AOF daghøjskole i Randers og har deltaget i opbygningen af Dansk Center for Undervisningsmiljø.

”Vi får med Mette Haarup en fantastisk dygtig chef, der kan skabe gejst og retning for de dygtige medarbejdere, vi har på biblioteket. Mette og medarbejderne forstår både dygtigt og innovativt at udvikle nye tilbud på et levende bibliotek. Samtidig er det et ekstra gode, at vi med Mette Haarup kan ansætte en dygtig, kvindelig leder, der bor i Randers,” siger Erik Mouritsen, direktør for Sundhed, Kultur og Omsorg.

Privat bor hun sammen med sin mand i Tøjhushaven i Randers og har tre døtre og en søn på hhv. 15, 17, 20 og 22 år. De to yngste døtre bor hjemme, mens den ældste datter og søn læser i henholdsvis Aarhus og Aalborg.

”Jeg er meget glad for jobbet. Randers bibliotek er et fantastisk sted. Der er masser af kontakt med folk og der er mange udviklingsmuligheder og potentialer i biblioteksverdenen. Her tænker jeg både på biblioteket som videns- og litteraturhus, men også på biblioteket som borgernes mødested. Jeg glæder mig til sammen med medarbejderne at lave gode løsninger og tilbud til borgeren og tage afsæt i deres behov for, hvad et bibliotek skal tilbyde,” siger Mette Haarup.

I de lederstillinger Mette Haarup har haft, har omdrejningspunktet været nytænkning og innovation, og det vil det også være i en biblioteksverden.

”Vi skal i fællesskab sikre, at vi hele tiden udvikler og skaber et stærkt bibliotekstilbud og samarbejder på tværs af kommunens institutioner. Jeg er helt grundlæggende en leder der stortrives i opgaven med at spille andre gode, få det bedste frem i hver medarbejder og dermed sikre, at Randers Bibliotek fastholder og udvikler vores stærke profil. Sammen skal vi lave landets bedste bibliotek og være en fantastisk arbejdsplads,” siger Mette Haarup.

Ved siden af jobbet nyder Mette Haarup at opleve kultur i Randers, at rejse og at spille harmonika i en folkemusikgruppe, der byder på irsk og dansk folkemusik