Skoleleder tiltræder på Oust Mølleskolen

Charlotte Rosenberg Simonsen er netop ansat som skoleleder på Oust Mølleskolen. Hun starter 1. januar 2019 og kommer fra en stilling som viceskoleleder på Hornslet Skole.

Charlotte Rosenberg Simonsen tiltræder 1. januar 2019

04. december 2018 - Oprettet af Karen Balling Radmer

Charlotte Rosenberg Simonsen er 44 år og har lang erfaring som både lærer, viceskoleleder og fagpilot.

”Charlotte har en lang erfaring og netop de rette kompetencer i forhold til at drive Oust Mølleskolen videre. Jeg er derfor rigtig glad for, at vi kan byde Charlotte velkommen i Randers Kommune både som leder Oust Mølleskolen og i den samlede gruppe af skoleledere,” siger Henrik Johansen, skolechef, Randers Kommune.

Efter endt læreruddannelse i 2000 blev Charlotte Rosenberg Simonsen ansat på Firkløverskolen i Mørke, hvor hun arbejdede i 16 år og i to af årene også var fagpilot i Randers Kommune. I 2016 blev hun ansat som viceskoleleder på Hornslet Skole. Privat bor hun med sin mand og to sønner, et par hunde og tre heste på et nedlagt landbrug i Hadbjerg ved Hadsten.

”Jeg er utrolig glad for, at jeg har fået jobbet. Oust Mølleskolen er netop en skole, hvor faglighed og trivsel går hånd i hånd, hvor det tværfaglige samarbejde bliver til fællesfagligt samarbejde, og hvor der er fokus på det tætte forældresamarbejde. Jeg glæder mig meget til at starte og møde det dygtige personale, forældre og elever,” siger Charlotte Rosenberg Simonsen.

Oust Mølleskolen har 30 elever og har siden 1989 været heldagsskole for Randers Kommune og fra marts 2009 også kommunens familieskole. Skolen har børn i alderen seks til tolv år, som har store adfærdsmæssige eller psykiske vanskeligheder eller ikke trives i en almindelig skolesammenhæng.