Byråd sikrer busdrift mellem Nørbæk og busterminalen

Region Midtjylland har som led i besparelser på busdriften valgt at nedlægge seks afgange på rute 230 mellem Nørbæk og Randers Busterminal. Men det skal fortsat være muligt at tage bussen på strækningen, mener Randers Byråd, der nu afsætter penge til at erstatte regionens busdrift med kommunale fleksbusafgange.

08. oktober 2018

Seks afgange på rute 230 bliver ændret til fleksbusafgange, og dermed vil det fortsat være muligt at bruge kollektiv trafik på strækningen mellem Nørbæk og Randers Busterminal. Det besluttede Randers Byråd på mødet den 8. oktober 2018.

Region Midtjylland har tidligere meddelt Randers Kommune, at de som led i besparelser på busdriften vil nedlægge de seks afgange på rute 230. Rute 230 kører mellem Hobro og Randers, men de seks afgange kører kun i Randers Kommune.

De seks afgange er den eneste kollektive trafik, der kører gennem Nørbæk, Ørrild, Kousted, Bjerregrav St. By, Råsted og Helsted. Men forholdsvis få passagerer – omkring 10-15 dagligt - bruger de seks afgange, og det vil koste Randers Kommune en ekstra udgift på 750.000 kroner om året at overtage regionens busdrift på strækningen. For at reducere udgiften, har Randers Byråd derfor valgt at indføre en fleksbusordning i stedet for. Den koster årligt 200.000 kroner og betyder, at det bliver muligt at bestille bussen, der så betjener ruten efter behov.

 

Ny kollektiv trafikplan på vej

Randers Kommune har tidligere kørt forsøg med fleksbusafgange, og samtidig er forvaltningen lige nu i gang med at lave en ny kollektiv trafikplan. Den har til formål at kortlægge det nuværende og fremtidige serviceniveau i den kollektive trafik i hele Randers Kommune. Planen vil Randers Byråd tage stilling til i løbet af 2019.

Region Midtjylland planlægger at gennemføre ændringen af busdriften på rute 230 i januar 2019, hvor Randers Kommune så overtager driften og ændrer de seks afgange til fleksbusafgange.