Hjemligt teater for børn

Hvad er et hjem egentlig for en størrelse? Det stiller Teaterværkstedet Madam Bach skarpt på i forestillingen af samme navn, der besøger Randers.

02. september 2018

Trappen der knirker, smagen af jordbær, lyden af fugle tidligt om morgenen. Et hjem er mere end et tag over hovedet. Det kan være et sted eller en sindstilstand. En følelse skabt som barn. En lyd. Små fragmenter af erindringer, der skaber en følelse af sammenhæng og samhørighed. Og måske er det en mental bagage, vi alle bærer rundt på. 

I lyset af, hvor mange mennesker, der verden over er på flugt fra deres hjem, synes spørgsmålet om, hvad et hjem er for noget, mere relevant end nogensinde. 

“Hjem” er visuelt teater for 2 til 6-årige og deres familier om at høre til og føle sig hjemme – i verden og i sig selv. Kom med på en sanselig opdagelsesrejse i alt det, der er hjemligt, skabt med Teaterværkstedet Madam Bachs vanlige poesi og nærvær. 

“Hjem” kan opleves søndag 9. september kl. 10 på Randers EgnsTeater.