Børnehuset Æblehaven inviterede natur og bedsteforældre indenfor

Naturen er ikke bare ukrudt, og insekter skal man ikke træde på. "Krible krable dyr" og planter kan mange ting. Det har børnene i Børnehuset Æblehaven og deres bedsteforældre været i gang med at lære.

12. september 2018 - Oprettet af Cecilie Lindum

En brændenælde kan brænde. Det har børnehavebørnene erfaret. Men nu har de også lært, hvordan de med kogende vand kan undgå at brænde sig på dem - og hvordan planten kan bruges i hjemmebagte boller.

I Børnehuset Æblehaven eksperimenterer børnehavebørnene i øjeblikket med krible krable dyr og spiselige planter. Det giver dem vigtig læring om naturen, og hvordan naturen kan anvendes. Det bidrager samtidig til børnenes personlig udvikling, når de får lov til at lade nysgerrigheden lede dem vej i naturen.

"Børn skal have lov til at eksperimentere for at kunne udvikle sig. Vi skal lade dem vise vejen, og så skal nysgerrigheden føre dem til ny viden fremfor, at vi gør det. De kan udforske naturen på mange måde. Blandt andet kan de med et insektdug undersøge insekter, og i fællesskab med en voksen snakke om det enkelte insekt" siger Jeanette Nørager, som er pædagogisk leder i Børnehuset Æblehaven.

Fra maj har temaet "Krible krable dyr" været omdrejningspunktet for tirsdagens aktiviteter i naturen. Nu stifter børnene også bekendtskab med de "Spiselige planter og deres familier" frem til oktober, hvor et nyt tema bliver introduceret. 

Bedsteforældre på besøg

I børnehuset var bedsteforældrene inviteret på besøg, så børnene kunne vise naturen og børnehaven frem. Susanne Hansen var en af de bedsteforældre, der kom på besøg og gav sig i kast med at lave krible krable dyr.

"Det er dejligt, at vi bliver inviteret ind i børnehaven. Det giver os et tættere familiebånd, når jeg bliver inviteret ind i deres hverdag. Der er ikke altid tid til det, når både jeg og børnenes forældre går på arbejde. Og så synes jeg kun, at det er godt, at de kommer ud i naturen og lærer om det, der er i den. For eksempel behøver de ikke at være bange for edderkopper, for det er en del af naturen, og det lærer de så, " siger hun.

Oprindeligt var det planlagt, at børnene skulle ud i naturen og gå på opdagelse med bedsteforældrene. Dog blev aktiviteterne og naturen flyttet indenfor på grund af regnvejr. Her fik børnene mulighed for sammen med deres bedsteforældre at skabe kreative edderkopper og snegle, og bagefter få en snak om de forskellige dyr.

"Vi inviterer bedsteforældrene, fordi vi har meget fokus på at forene børnenes hverdag i børnehaven med hjemmet. Børnene opnår glæde ved at vise børnehaven og deres eksperimenter frem. Det giver dem selvværd, når bedsteforældrene kommer på besøg og lader børnene gå forrest for at eksperimentere og vise naturen, " fortæller Jeanette Nørager og uddyber:

"Bedsteforældrene er meget engagerede og tilstede, når de er på besøg. De er med til aktiviteterne - og det giver gode grin, når et barn skal vise bedstefar, hvordan en snegl skal se ud. Derudover kan børnene og bedsteforældrene i fællesskab snakke om naturen. For eksempel kan det være om, hvad det nu er en bænkebider kan eller hvor mange ben den har. Der bliver skabt en god og personlig dialog mellem dem, og det lærer børnene meget af. "

"Natur, udeliv og science" er et læringsforløb, som VIA UC og Randers Kommune har sat i værk i daginstitutionerne i kommunen med det formål at bruge naturen centralt i børnenes læring og personlige udvikling.