Skolestart: Godt samarbejde omkring udskolingen

Der er netop begyndt en helt ny årgang af 7. klasses elever på Tirsdalens Skole, som kun har elever fra 7.-9. klasse. Selvom det betyder, at eleverne begynder i helt nye klasser, er de allerede godt forberedte på, hvad det vil sige at starte på den nye skole. Skolerne i Sydbyen har nemlig skabt et tæt og godt samarbejde omkring overgangen til udskolingen.

22. august 2018 - Oprettet af Martine Fibiger

Eleverne i Randers Kommunes folkeskoler har netop taget hul på et nyt skoleår. For mange nyslåede 7. klasses elever betyder det samtidig, at de er begyndt på en ny skole. I Sydbyen er en helt ny årgang med seks 7. klasser startet op. Eleverne kommer blandt andet fra Kristrup Skole og Søndermarksskolen, som kun har 0.-6. klasser på skolerne.

”Vores målsætning er at have en rød tråd i måden, vi arbejder på, så eleverne oplever et godt og sammenhængende skoleforløb fra 0.-9. klasse. Vores formål med det tætte samarbejde er at skabe inkluderende læringsmiljøer. Derfor bestræber vi os på at arbejde efter et fast årshjul og med en systematik, som så vidt det er muligt sikrer, at der ikke er nogle væsentlige forhold eller informationer, der går tabt i overgangen,” fortæller Anne-Mette Thorsen, som er skoleleder på Tirsdalens Skole.

Det tætte samarbejde har blandt andet den betydning, at de nye 7. klasser på Tirsdalens Skole er nøje sammensat i et tæt samarbejde mellem skolerne. Tidligt på foråret mødes et hold med repræsentanter fra alle tre skoler og laver det kommende skoleårs klassedannelser.

”I august starter vi op med, at vejlederne på de tre skoler holder et møde, hvor vi drøfter forskellige temaer og de faglige forventninger, der både er fra Tirsdalens Skole, der modtager eleverne i 7. klasse, og Kristrup og Søndermarksskolen, der afgiver elever. Det er et netværk, som fortsætte med at holde møder hvert kvartal, så vi sikrer, at eleverne får den bedst mulige overgang. Derudover har vi månedlige ledelsesgruppemøder på sydbyens skoler. Og som start på det gode forældresamarbejde på den nye skole deltager en ledelsesrepræsentant fra Tirsdalens Skole på forældremøderne på 6. årgang,” fortæller Anne-Marie Vitting, skoleleder på Kristrup Skole. 

En tryg proces

”Vores samarbejde medvirker til i højere grad at skabe tryghed for både børnene og forældre. Det hænger sammen med, at vi er en stærk treenighed, som afstemmer alle vores procedurer og både inkluderer elever, lærere og forældre på alle tre skole. Samarbejdet er både med til at styrke de enkelte elever, men også Tirsdalens Skole, som får nogle rigtig gode forudsætninger for deres videre arbejde med børnene i udskolingen,”  fortæller Helle Hesel, som er skoleleder på Søndermarksskolen.

I november måned holder Tirsdalen Skole åbent hus, hvor lærerne viser rundt på skolen og nuværende elever fortæller om fagene i udskolingen. Her har der været et stort fremmøde og positive tilbagemeldinger fra både forældre og elever.

”Det er altid en god oplevelse, når vi skal tage imod en helt ny årgang af spændte og forventningsfulde 7. klasser. Fra lærerside er der stor opmærksom på at italesætte, hvilke tanker man gør sig som elev, når man starter i en ny klasse. På den måde bliver det legalt at tale om den usikkerhed, der også kan være forbundet med skiftet. Derfor gør vi også rigtig meget for at skabe et godt sammenhold i klasserne, så snart de begynder. Vores erfaring er, at eleverne allerede efter de første uger er faldet godt til i klasserne, men de bliver også hurtigt tætte med de andre klasser og tager del i det stærke ungemiljø, vi har her på skolen,” fortæller Anne-Mette Thorsen.