Rejsegilde: Ny tilbygning på vej til beboere på Bocenter Harridslev

Fredag middag var der rejsegilde på en ny tilbygning til Bocenter Harridslev. Beboerne kan se frem til at flytte ind i deres nye boliger i november.

31. august 2018 - Oprettet af Cecilie Lindum

For øjeblikket er afdelingen Kernen ved at blive ombygget og får en ny tilbygning undervejs på Bocenter Harridslev. Byggeriet står klar i november, og dermed får bocenteret plads til én borger mere, så der fremover kan bo 10 borgere i Kernen. Fredag middag gjorde Randers Kommune status på byggeriet og fejrede, at håndværkerne har fået nybygningen under tag som planlagt.

Åse Simonsen, som er Leder for Bosteder og aktivitetstilbud Nord, bød velkommen og takkede projektets parter for deres indsats

”Det glæder mig, at byggearbejdet går som planlagt. Det betyder, at beboerne snart kan flytte ind i deres nye moderniserede boliger” siger formand for Socialudvalget Charlotte Broman Mølbæk og uddyber:

”Beboerne kommer til at bo i rammer, som er moderne og tidssvarende. Byggeprojektet er en del af Randers Kommunes Boligplan for Socialområdet. Målet er at sørge for gode og tidssvarende rammer til borgere med funktionsnedsættelser.”

Formand for Socialudvalget Charlotte Broman Mølbæk holdt tale ved rejsegildet

Afdelingen Kernen er et bosted for borgere med flere funktionsnedsættelser. Boligerne i Kernen bliver totalrenoverede, og de 10 boliger får eget badeværelse, som er indrettet, så de understøtter dagligdagen for borgere med flere funktionsnedsættelser.

I forbindelse med projekterne har et idéudvalg været nedsat. Sammen med arkitekten har ideudvalget lavet skitser. De pårørende til beboerne har haft mulighed for at komme med forslag og ønsker til skitserne, ligesom personalet har været inddraget i processen.

Pedel Michael Skipper og beboer Lis Jensen sammen med Niels Rasmussen, der er tidligere bostedsleder og var med til at igangsætte projektet

Ole Lassen viser stolt sin kommende bolig frem

Til rejsegildet bød leder for Bosteder og aktivitetstilbud Nord Åse Simonsen velkommen, og formand for Socialudvalget Charlotte Broman Mølbæk holdt tale.