Marias hjerte har aldrig slået bedre

Maria bryder sig ikke om at blive konfronteret med, at hun er syg. Det er ikke let at undgå, når man har en medfødt hjertefejl og bliver udmattet af selv de mindste fysiske anstrengelser. Alligevel sagde hun i første omgang blankt nej, da hun blev tilbudt genoptræning. Hun lod sig til sidst overtale og overrasker nu lægen med scanninger af et hjerte, der aldrig har slået bedre.

31. juli 2018 - Oprettet af Marie Have Qvist

Maria Bundgaard har en medfødt hjertefejl. Hun er opereret flere gange, og en transplantation kan komme på tale i fremtiden. Alligevel vil hun helst ikke se sig selv som syg.

”Jeg er ikke sådan en type, der dyrker min sygdom. Så da lægerne sagde, jeg skulle i genoptræning efter en stor operation, så sagde jeg, at de godt kunne glemme det. Jeg har altid klaret mig uden hjælp, så hvorfor skulle jeg gå ned af den vej.”

Sådan var Marias indstilling, før hun modvilligt tog til sin første samtale med fysioterapeut Sissel Andreasen i Randers Sundhedscenter. Nu har hun trænet i et halvt år, og hendes læge kunne ved en scanning forundret konstatere, at hendes hjerte aldrig har slået bedre.

Et ønske om at slå græsset

Motion har aldrig været en del af Maria Bundgaards hverdag. Hvor andre mennesker bander over græsset, der skal slås hele sommeren, så kan Maria kun drømme om energien og fysikken til at klare sådan en opgave. Men noget er ved at ændre sig.

”Min familie begynder at gøre mig opmærksom på, at jeg kan flere ting nu, end jeg kunne før. På en ferie i Italien overraskede jeg dem alle sammen, da jeg foreslog, at vi skulle gå ind til byen. Jeg tænker ikke selv over det, men det sker oftere og oftere, at jeg pludselig har rejst mig og er i gang med noget,” fortæller Maria Bundgaard.

Hun har nu et mål om, at hun en dag kan overraske sin kæreste med at have slået græsset. Desuden træner hun for at blive i stand til at løbe et helt minut.

Rigtig træning og stædighed

En af grundene til, at Maria Bundgaard aldrig har motioneret, er, at hun bliver dårlig af cardio, som er konditions- og kredsløbstræning. Derfor greb fysioterapeut Sissel Andreasen træningen anderledes an.

”Vi har fokuseret på styrketræning med det formål, at Maria skal bruge mindre energi på at klare hverdagsopgaver. Det er en indirekte træning af hjertet, fordi øget muskelstyrke blandt andet får musklerne til at danne flere små blodkar – det kræver mere af hjertet, der skal presse blodet ud i alle de små kar,” fortæller Sissel Andreasen.

Træningen har også resulteret i, at Maria langsomt kan begynde at klare mere cardio. Hun kan nu næsten løbe i 30 sekunder, og så er det hele minut så småt inden for rækkevidde. Det er heller ikke sikker, at Marias drøm om at kunne slå græsset skal forblive en drøm.

”Med Marias stædighed, så er det ikke umuligt,” smiler Sissel Andreasen.