Fjordløbet: Tilskud skal tiltrække flere børnefamilier

Randers Cykelby ønsker at motivere flere familier med børn til at springe i sadlen til det traditionsrige cykelløb søndag den 12. august. Derfor betaler Cykelbyen halvdelen af billetprisen til børn under 16 år, ligesom sjove cykelaktiviteter venter de yngste ryttere ved målstregen

30. juli 2018 - Oprettet af Britt Møller

Det traditionsrige cykelløb skydes hvert år i gang som optakt til Randers Ugen. Som noget nyt er start og mål-området flyttet til Jens Otto Krags Plads i centrum af Randers by:

”Vi er meget glade for Randers Cykelbys opbakning til Fjordløbet og håber, at den centrale startplacering vil lokke endnu flere børnefamilier til at træde i pedalerne søndag den 12. august, ” siger Jørgen Schmidt, formand for Randers Cykleklub.

Løb skal inspirere

Randers Cykelby har en stand ved start- og mål-området   Her kan de yngste ryttere boltre sig med forskellige sjove cykelaktiviteter:

”Fjordløbet er en dejlig aktiv måde at være sammen med sin familie på samtidig med, at man får frisk luft og nyder den smukke natur. Jeg håber, at Fjordløbet giver familierne inspiration og mod på flere cykelture i fremtiden,” siger Birgit Berggrein, projektleder for Randers Cykelby.

Fakta

Fjordløbet afholdes søndag den 12. august. Tilmelding og ruter på fjordloebet-randers.dk

Etaperne er på henholdsvis 20, 35, 58 og 107 kilometer.