Der kom mere liv på ældrecentrene

For cirka et år siden begyndte Randers Kommune at udlåne lokaler på ældrecentre gratis til forskellige foreninger. Beboerne oplever nu mere liv i hverdagen, og ledelsen sætter pris på den nye og større tilknytning til lokalsamfundet.

Nanna Lindhard og yogaholdet på Åbakken.

03. juli 2018 - Oprettet af Marie Have Qvist

I foråret 2017 blev projektet ’Mere liv på centeret’ skudt i gang på omsorgsområdet i Randers Kommune. Formålet var at skabe mere liv på ældrecentrene i aftentimerne ved at låne ledige lokaler ud til foreninger og lignende. Seks ældrecentre er med i ordningen, der har vist sig at være en stor succes.

Over 20 foreninger og institutioner er flyttet ind på ældrecentrene i det forløbne år, og der bliver nu spillet musik, øvet teater, lavet suppeaftner og meget mere i de sene eftermiddagstimer rundt omkring i Randers Kommune.

”Flere foreninger og ældrecentre kommer fortsat til, mens de gode historier bliver spredt. Generelt er der stor tilfredshed blandt både medlemmer og foreningsbestyrelsen, som glæder sig over muligheden og de gode lokaler i det populære 16.00 – 21.00-tidsrum,” fortæller Nanna Lindhardt, frivilligkoordinator i Randers Kommune.

Flere generationer mødes

På Kollektivhuset er der nu jævnligt besøg af både helt små og store børn til stor glæde for beboere og personale.

”Det har været en kæmpe succes for både personale og vores ældre. Vi oplever, at især vores ældre demente kvinder har stor glæde af babysalmesang, som er startet op hos os. Der sker noget virkelig godt hos de ældre ved synet at de små babyer, og de bliver så glade, fordi børn er genkendelige og vækker gode minder,” fortæller Helle Dreisig, centerleder på Kollektivhuset.

”En af de helt store glæder er også, at vi har fået meget mere samarbejde på tværs af generationerne. Vi får for eksempel besøg af flere skoler nu, og det har blandt andet betydet, at vi har kunnet ansætte elever fra produktionshøjskolen som sommerferieafløsere i år. De er blevet en del af vores hverdag gennem deres skoleforløb, og de vil gerne være her endnu mere. Samtidig har vi lært eleverne at kende, så det er folk vi kender i forvejen, som vi ansætter. Det er jo en ren win-win,” siger Helle Dreisig.

Centerlederen mener desuden, at projektet har åbnet centeret mere for samfundet, og at det giver en stor mangfoldighed på ældrecenteret.

Plads til flere på centrene

Det er frivilligkoordinatorerne på omsorgsområdet, der har været tovholdere på projektet, og de oplever de gode samarbejder som et godt udgangspunkt for at arbejde videre med konceptet.

”Projektet er et super eksempel på, hvordan vi kan tænke flere løsninger sammen. Vi havde et stort ønske om, at flere i lokalsamfundet kender til de lokale ældrecentre. Samtidig ønskede beboere og personale mere liv på centeret, og foreningerne i Randers har haft svært ved at få lokaler i eftermiddags- og aftentimerne. På den måde har alle fået nye muligheder gennem denne løsning,” fortæller Nanna Lindhard, frivilligkoordinator i Randers Kommune.

Projektet, ’Mere liv på centeret’ fortsætter fremadrettet, og hvis man er interesseret i at høre mere om ordningen, kan man kontakte frivilligkoordinatorerne på omsorgsområdet i Randers Kommune.

Eksempler på nye aktiviteter på ældrecentrene

  • Tre ældrecentre og flere lokale foreninger har oprettet månedlige suppeaftner, som en del af projektet. Siden september 2017 har over 500 gæster derfor besøgt ældrecentrene i Langå, Asferg og Fårup, hvilket har givet både børnefamilier og ældre i området et tættere forhold til deres lokale ældrecenter.
  • Lungeforeningen Danmark og aftenskolerne har nu to faste lungekor for KOL-patienter og kræftsyge, et kor på Rosenvænget, og for nyligt er det også blevet oprettet et kor i Spentrup på grund af den store tilstrømning af interesserede.
  • Babysalmesang er nu er fast aktivitet på Åbakken i Øster Tørslev, på Borupvænget og Kollektivhuset i Randers C til stor glæde for både de store og de små. Kirkerne er glade for det øgede samarbejde med kommunen og for at kunne bidrage til den daglige hygge på ældrecenteret.
  • Støvringgårds festspil har øvet teater, musik og dans i aftentimerne på Rosenvænget inden udesæsonen startede, hvor der både bliver spillet musik og danset, mens årets store sommermusical tager form i det dejlige lyse mødelokale.
  • Yoga- og pilateshold har også fået deres faste gang på en række ældrecentre, hvor de stille aftentimer fyldes med blød musik og stearinlys, mens roen falder over både deltagere og beboere.
  • Randers Egnsteater holdte forpremiere på deres forestilling VÆK på Tirsdalens ældrecenter, hvilket var en stor succes for både personale, borgere og teateret selv, og et godt eksempel på hvordan store tiltag kan lade sig gøre, hvis alle hjælpes ad.
  • Hver søndag får Tirsdalen besøg af den lokale bogklub. Bogklubben har længe ledt efter et handicapvenligt lokale, da to af deltagerne sidder i kørestol. Nu har de fundet sig godt til rette i et mødelokale med god adgang og handicaptoilet, så Greven af Monte Cristo og andre bøger kan blive læst og diskuteret af hele gruppen.