Kendt tv-vært holder årets sankthans-tale i Randers

Tine Götzsche besøger Tronholmparken til årets sankthans-fest lørdag den 23. juni.

21. juni 2018 - Oprettet af Kenneth Sørensen

Traditionen tro er det en kendt dansker, der skal tale til den store sankthansfest ved bredden til Gudenåen. I år bliver det tilmed en dansker med lokale rødder. Tine Gøtzsche, der er kendt som vært på TV-avisen, voksede op i Langå. Et tilhørsforhold som gør, at hun har takket ja til at være årets sankthans-taler i Randers.

"Det er rent faktisk lidt af en ære, at vi kan præsentere Tine Gøtzsche som årets sankthans-taler. Hun er en dygtig og landskendt tv-journalist med rødder i Randers. Det er en spændende kombination, og jeg ser frem til en spændende og nærværende sankthans-tale," siger eventchef Mette Bertelsen.

Danskerne kender Tine Gøtzsche fra tv-skærmen, hvor hun også er kommentator på danske og internationale begivenheder, som folketingsvalg og royale fødselsdage. Hun har arbejdet i DR siden 1996, hvor hun startede med at lave Temalørdag på DR2. Senere gik turen til DR Nyheder først på TV-avisens udlandsredaktion, inden hun blev fast vært på DR2 Udland, og fra 2010 vært på TV-avisen.

Den kendte tv-journalist tænder bålet lørdag den 23. juni kl. 21. Midsommersangen ledsages musikalsk af det randrusianske band Heya, som desuden vil give flere numre fra deres repertoire. Arrangementet i Tronholmparken begynder klokken 20.

 Lørdag den 23. juni 2018 kl. 21 har du muligheden for at opleve  tv-journalist Tine Gøtzsche i en mere afslappet rolle, når hun tænder årets   sankthans-bål på Tronholmen i Randers.