Den lokale speedway klub vil inspirere de unge talenter

Kronjyllands Speedway Club inviterer juniorkørere fra femten forskellige nationer til Europamesterskabet den 9.-10. juni. Klubben håber, at stævnet vil motivere unge til at køre speedway. Arrangementet er støttet af Randers Kommunes eventsekretariat.

modelfoto Colourbox

04. juni 2018 - Oprettet af Kenneth Sørensen

Fladbro kommer til at danne rammerne om Europamesterskabet for juniorkørere i ”250cc klassen”. Det er blot anden gang, at klubben lægger bane til et internationalt løb.

”Vi er en af de mindre klubber, som ikke er med på det højeste niveau i Speedway, men vi har meget fokus på at udvikle talenter,” fortæller Keld Hagen, formand for Kronjyllands Speedway Club.

Kronjyllands Speedway Club vil gerne vise både unge i og udenfor klubben, hvad sporten kan. Selvom ingen juniorkørere fra klubben deltager, tror formand Keld Hagen, at stævnet er med til at sikre den fortsatte udvikling af talenter i klubben. 

Tidligere speedwayverdensmester og ungdomstræner ved Team Danmark og Danmarks Motor Union, Erik Gundersen anerkender Kronjyllands Speedway Clubs indsats: ”Det er stort at påtage sig rollen som arrangør af Europamesterskabet for juniorkørere. At stå for et arrangement af den kaliber er nok det største i klubbens historie. Det viser et flot engagement fra klubbens frivillige.”

Semifinalerne bliver kørt om lørdagen den 9. juni kl. 14 og kl. 17, mens finalen starter kl. 14 om søndagen den 10. juni. Desuden afholder klubben åbent hus den 16. juni kl. 12-14 for alle med lyst til at prøve kræfter med speedway.