43-årig civilingeniør er ny chef for Plan, Byg og Veje

Den 43-årige Jan Scheel begynder i stillingen som chef for Plan, Byg og Veje i Randers Kommune den 1. juni. Han kommer fra en stilling som forretningschef i den rådgivende ingeniørvirksomhed NIRAS.

01. juni 2018

Randers Kommune har ansat den 43-årige Jan Scheel i stillingen som chef for Plan, Byg og Veje.

”Jeg glæder mig utroligt meget til at få mulighed for at bidrage til og blive en del af den spændende udvikling, der sker i Randers. Og så glæder jeg mig til at skulle samarbejde med en masse engagerede ledere, medarbejdere og politikere,” siger Jan Scheel.

Som chef for Plan, Byg og Veje får Jan Scheel ansvaret for sektionerne Plan, Byg samt Veje og Trafik. Sektionerne består af cirka 60 medarbejdere og tre ledere. Desuden vil han få et tæt samarbejde med politikerne i udviklingsudvalget og miljø- og teknikudvalget.

Kompetent chef med stor ledelseserfaring

”Vi får med Jan en dygtig og kompetent chef, der har stor ledelseserfaring. Han er både strategisk dygtig, har gode menneskelige egenskaber og brænder for området, så jeg er sikker på, at vi her har fundet et rigtig godt match, ”siger Lene Andersen, direktør for Miljø og Teknik i Randers Kommune.

Jan Scheel er uddannet civilingeniør og kommer fra en stilling som forretningschef i den rådgivende ingeniørvirksomhed NIRAS. Han har desuden tidligere været ansat i Brovst og Rebild kommuner.

”I de kommende uger skal jeg møde mange nye mennesker, og der er meget, jeg skal sætte mig ind i. Så jeg vil helt sikkert lytte og spørge rigtig meget her det første stykke tid,” siger Jan Scheel.

Privat bor Jan Scheel i Skørping sammen med Mette og deres tre piger på syv, 11 og 14 år. Fritiden går med familiehygge og ikke mindst orienteringsløb.

Jan Scheel har første arbejdsdag i Randers Kommune den 1. juni 2018.