15 nye socialpsykiatriske boliger indviet på Vester Tværvej

Fredag d. 1. juni blev 15 nye boliger for psykisk sårbare indviet på Vester Tværvej i Randers. Beboerne har selv i høj grad været med til at påvirke indretningen i byggeriet. Det er sket gennem en række input og ønsker, som arkitekterne så vidt muligt har inddraget. Det er med til at sikre, at der netop er tale om 15 boliger, som er tilpasset psykisk sårbare borgere.

Socialudvalgsformand Charlotte Broman Mølbæk holder tale

06. juni 2018 - Oprettet af Christian Skov

"Jeg synes, der er tale om et fantastisk flot byggeri, der nu skal danne rammen for jeres hverdag som beboere. En hverdag, hvor I selv skal træffe flere beslutninger. Det er jeg sikker på vil bidrage positivt i jeres hverdag, " sagde borgmester Torben Hansen.

Ved indvielsen holdt også Socialudvalgsformand Charlotte Broman Mølbæk tale.

"Som samfund har vi heldigvis ændret holdning fra, at psykisk sårbare borgere skal passes og plejes til, at borgeren skal mestre sit eget liv. Det har stor betydning for den enkeltes livskvalitet og trivsel. Jeg håber, at de flotte nye rammer på Vester Tværvej kan bidrage til, at I både kan have et indholdsrigt liv på jeres egne præmisser og samtidig få den støtte, I har behov for," sagde Charlotte Broman Mølbæk.

Byggeriet er blevet færdig til tiden, og det fik håndværkerne ros for. Den meget våde vinter og forår gav nemlig udfordringer, og der er blevet kørt rigtig meget grus på byggepladsen for at modstå vandmasserne.

De 15 boliger har kombineret stue og køkken/alrum, soveværelse, entre samt badeværelse. Der er desuden en elevator, som sikrer handicapvenlig adgang på den skrånende grund. Byggeriet er blevet til i et bredt samarbejde i Randers Kommune mellem Socialafdelingen og Miljø og Teknik. 

"Jeg vil gerne takke arkitekter, håndværkere, beboere og medarbejdere for det gode samarbejde, der har gjort det muligt at vi har fået så fint et resultat og til tiden," sagde Charlotte Broman Mølbæk.

Til indvielsen talte beboer Kurt Bruno Larsen, som har fulgt byggeriet tæt og taget billeder hver uge af fremskridtene på byggepladsen.

"Det er mig en stor glæde at holde tale her i dag ved indvielsen af vores 15 nye boliger. Dagen i dag er en glædens dag, og hvor vi for et år siden tog det første spadestik, står bygningerne nu færdige," sagde Kurt Bruno Larsen, som også spillede "Bare en dreng" af Birthe Kjær og gav et nummer på blokfløjte ved indvielsen.