Randrusianske børn støtter bierne

Børnene i Dagtilbud Sydvest er i disse uger travlt beskæftiget med at redde bier. I samarbejde med DR’s børnekanal Ramasjang er de i gang med et projekt, der skal skabe bedre forhold for bierne i Danmark. Projektet har allerede kastet mange positive læringsperspektiver af sig.

Små forskere studerer bierne

09. maj 2018 - Oprettet af Martine Fibiger

Bier kan meget mere end at producere honning. Det ved børnene i Dagtilbud Sydvest, der de sidste mange uger har haft bi-tema på programmet. I forbindelse med projektet ”Ramasjang redder bierne” er de med til at forbedre levevilkårene for bierne i Danmark ved at plante blomster, så de ikke sulter.

”Vi oplever, at der er et stort læringspotentiale i at tage udgangspunkt i dyreperspektivet. Naturen bliver mere håndgribelig for børnene, når vi ser den fra et dyreperspektiv. Da vi begyndte var der flere af børnene, der sagde, at de ikke kunne lide honning, og derfor ikke forstod, hvorfor bierne skulle reddes. I dag har de fået en forståelse for, at hvis bierne ikke er der til at bestøve blomsterne, så kan vi heller ikke få frugt og bær,” fortæller Lotte Hillgaard, som er pædagog i Børnehuset Viborgvej.

Ud med det grimme, ind med det smukke

”I forbindelse med den årlige affaldsindsamling havde børnene lavet en masse frøbomber, som de tog med rundt på turen for at samle affald. Hver gang de fjernede noget affald, kastede de samtidig en frøbombe med blomsterfrø. Børnene forklarede tiltaget med, at de fjernede det grimme og tilføjede noget smukt,” fortæller Lotte Hillgaard og fortsætter:

”Ramasjang har virkelig skabt et godt læringsrum for børnene. Hver fredag har vi en fællessamling, hvor børnene får læring ind gennem leg. Her leger børnene små forskere ved blandt andet at studerer bierne under et lille mikroskop. I forbindelse med projektet har Ramasjang produceret en række videoer, der viser alt fra hvordan man laver honning, til hvorfor og hvordan bier stikker”.

Henover foråret afholder Ramasjang seks store støtteshows, hvor de samler børn fra hele landet. Her skal de i fællesskab redde bierne ved at plante blomster. I Børnehuset Viborgvej har de oplevet, at det store fokus på bierne har gjort børnene mere nysgerrige og modige.

”Vores datter har altid været bange for insekter, men efter hun har fundet ud af, at bierne suger nektar fra blomsterne, er hun ikke længere bange for at blive stukket,” fortæller Irene Abildgaard.

”Børnene er utrolig interesserede i bierne og har fået en helt anden forståelse for dem. De er blevet mere modige og tør observere bierne, hvor flere af børnene tidligere var bange for dem. Nu har de fået en bevidsthed om, at de kun stikker, hvis de selv gør noget,” fortæller Lotte Hillgaard.

Projektet løber fra uge 12-19.