Oh Land udgiver musikken til Watermusic

15.000 mennesker oplevede totalforestillingen Watermusic på havnen i Randers i september sidste år. Nu er musikken til forestillingen blevet udgivet på Spotify og andre musiktjenester.

Det så blandt andet sådan her ud, da Oh Land i september 2017 medvirkede i Watermusic på Randers Havn. Nu kan hendes musik fra forestillingen nydes på Spotify. Foto: Søren Pagter.

23. april 2018

Der var totalt udsolgt, da havnen i Randers lagde industribygninger, kaj og havnebassin til en af de største events i forbindelse med Europæisk Kulturhovedstad 2017. Watermusic, der er produceret af Randers EgnsTeater, var et 45 minutter langt musikdramatisk show med hundredvis af medvirkende, dans, musik, akrobatik og avancerede lyseffekter.

Musikken til forestillingen blev komponeret af den internationalt kendte, danske sangerinde og komponist Oh Land. Hun indtog også hovedrollen i Watermusic som Havets Dronning.

Nu har Oh Land udgivet forestillingens musik på Spotify. Udgivelsen bære naturligvis titlen Watermusic og indeholder 13 numre - her i blandt den skønne duet med Oliver Arndt de Thurah. De to synger nummeret "Elsker dig mer'", som er en dansk udgave af Oh Land-nummeret "Love You Better". Den engelske udgave sang Oliver og Oh Land sammen i Voice Junior-finalen 2016. Sådan ser det ud på Spotify, når du kan nyde 13 af Oh Lands numre fra den magiske forestilling Watermusic.

Sådan ser det ud på Spotify, når du kan nyde 13 af Oh Lands numre fra den magiske forestilling Watermusic.

Efterspurgt udgivelse

Musikken var netop noget af det, der virkelig gjorde indtryk på publikum. Det har man kunnet mærke på Randers EgnsTeater

"Der er mange, der har spurgt, om ikke musikken skulle udgives. Den har virkeligt gjort indtryk på dem, der oplevede Watermusic på havnen. Det har også hele tiden været et ønske fra vores side. Så jeg synes, det er fantastisk, at det nu er blevet muligt, at opleve Oh Lands unikke musik til Watermusic," siger teaterleder Peter Westphael, der også selv har set frem til et genhør.

"Det er et lydunivers, der for mig sætter gang i minderne om de tre fantastiske aftener i september. Men det kan også stå alene. Musikken har en kvalitet, så den fungerer som et unikt og selvstændigt kunstværk," slutter Peter Westphael.