Fotoudstilling: Jim Marshall – Jazz Festival

Den amerikanske fotograf Jim Marshall stod i 1960’erne bag en række enestående fotografier fra Monterey Jazz Festival og Newport Jazz Festival. I marts og april 2018 er der fri entré, når udvalgte billeder vises i Værkets Foyer.

07. marts 2018 - Oprettet af Kenneth Sørensen

Jim Marshall (1936-2010) er blevet kaldt “faderen af musikfotografering” takket være hans gribende og intime billeder af musikalske stjerner inden for rock’n’roll, country, folkemusik, blues og jazz. Den nu afdøde fotograf formåede at udødeliggøre den unikke energi og sjæl fra jazzens verden, og fotograferede under Monterey Jazz Festival og Newport Jazz Festival ikoner som Nina Simone, Miles Davis, Herbie Hancock og mange flere.

Det er takket være Værkets gode samarbejde med The Lightpower Collection, at udstillingen med de flotte jazzfotografier nu fragtes over Atlanten og til Randers. The Lightpower Collection gæstede Randers og Værkets spillested Turbinen i januar 2017 med Neal Preston-udstillingen ‘In the Eye of the Rock’n’Roll Hurricane‘, der markerede åbningen af Turbinen som regionalt spillested i januar 2017. Denne gang er det Værkets Foyer, der danner ramme om udstillingen, mens enkelte billeder også vil være at finde i Turbinen.

Mere om Marshall

Man kan roligt sige, at Jim Marshall levede for sit arbejde. Han har engang udtalt, at nok havde han ingen børn, men til gengæld havde han sine mange fotografier. Han huskes specielt for sin evne til at fange det helt rigtige øjeblik, og han har, foruden jazzens superstjerner, fotograferet musikere som Jimi Hendrix, The Beatles og The Rolling Stones. Han står bag mere end 500 albumcovers gennem tiden, og efter sin død i 2010 blev han den første og eneste fotograf til at blive hædret med en Trustees
Award for sit arbejde ved Grammyuddelingen i 2014.

Der er fri entré til udstillingen i Værkets åbningstid kl. 11.00-18.00 alle dage. bemærk dog, at der Påskelukket 29. marts – 2. april 2018 begge dage inkl.