Bachs H-mol messe med Randers Kammerorkester

Tonerne fra et af musikhistoriens absolutte mesterværker fylder Sct. Peders Kirke, når Randers Kammerorkester opfører J.S. Bachs h-mol messe lørdag den 24. marts 2018 kl. 16.00. David Riddell dirigerer Randers Kammerorkester, Jysk Akademisk Kor og Sct. Peders Koncertkor, og som vokalsolister medvirker Kirsten Grønfeldt, Sidsel Aja Eriksen, Bo Kristian Jensen og Niels Bo Emgren.

13. marts 2018 - Oprettet af Kenneth Sørensen

H-mol messen er et monumentalt kor- og orkesterværk, hvor Bach samler hele sin genialitet og erfaring gennem et langt liv som menneske og komponist. Fra de første toner lukker Bach publikum ind i en særlig verden, hvor en overvældende række af smukke arier og duetter afløses af blændende korfugaer og stemningsfulde instrumentale afsnit. Med en enestående fornemmelse for musikkens virkning og effekt forener Bach messeteksten med en malende, smuk og gribende musikalsk ledsagelse, der har tryllebundet generationer af publikum og musikere.

Læs mere om Randers Kammerorkester 

En sopran og en mezzosopran på vej mod en lovende karriere og to mere erfarne mandlige sangere udgør h-mol messens solistiske firkløver. Kristen Grønfeldt er født i Vancouver i Canada af canadiske og danske forældre men flyttede i 2011 til Danmark for her at fortsætte sin musikalske uddannelse som sanger. Hun debuterede som solosanger i 2016 og står i 2019 for første gang på scenen i Den Jyske Opera som solist. Hun har desuden optrådt på bl.a. Den Fynske Opera, Copenhagen Opera Festival og The Late Summer Festival, og i 2013 vandt hun Bel Canto Institute Performance Award i Firenze i Italien.

Mezzosopranen Sidsel Aja Eriksen afsluttede sin uddannelse ved Det Jyske Musikkonservatorium i 2014 og fortsatte derefter studierne ved Dutch National Opera Academy i Amsterdam. På den hollandske Nationalopera har hun medvirket i opførelser af Händels Ariodante og Chabriers L'Étoile, og i sommeren 2017 stod hun på scenen i Aarhus Sommeroperas uropførelse af Niels Marthinsens opera Darwin. Aja Sidsel Eriksen vandt i 2013 Aalborg Symfoniorkesters solistkonkurrence og i 2013 Yamaha stipendiets konkurrence.

Bo Kristian Jensen er uddannet på Oberlin Conservatory of Music i USA og Operaakademiet i København. Han var fra 2006 til 2012 medlem af solistensemblet ved operaen på Det Kongelige Teater, hvor han har medvirket i bl.a. Mestersangerne, Barberen i Sevilla og Don Juan. Han har desuden sunget på Deutsche Oper am Rhein, the BBC Proms i Royal Albert Hall i London, operafestivalen i Aix-en-Provence i Frankrig, Den Jyske Opera og Aarhus Sommeropera. Bo Kristian Jensen har optrådt med de fleste danske symfoniorkestre og desuden Sveriges Radiosymfoniorkester og Singapore Symphony Orchestra.

Niels Bo Emgren er uddannet som både sanger og korleder. Han har givet liedkoncerter i Schweiz, USA, Sverige og Danmark, og på operascenerne har han haft soloroller i bl.a. Niels Marthinsens opera Kærlighed og Forræderi og Bizets Carmen på Den Jyske Opera. Sammen med Randers Kammerorkester har han været vokalsolist i bl.a. Mozarts Rekviem, Bachs Juleoratorium og Andy Papes Songs of Songs. Han har tidligere været fast medlem af Radiokammerkoret.