Stort projekt til løft af mindre virksomheder skudt i gang på BioNutria Park

D. 20. februar var godt 30 virksomheder til kick-off-møde om Vækstledelse for Fremtiden. Formålet var opstart af det halvanden-årige erhvervsfremmeprojekt, hvor 25 ejerledede virksomheder (SMV’er) styrker deres ledelse og strategi gennem et skræddersyet udviklingsforløb.

27. februar 2018 - Oprettet af Jonas Andersen

SMV’er udgør den største gruppe af virksomheder i Randers. Det var med den viden i baghovedet, at Randers Kommune og Erhverv Randers i 2017 indgik et samarbejde med Center for Små og mellemstore Virksomheder på Aarhus Universitet (AU) om at skræddersyet projekt, der kunne understøtte udviklingen hos netop denne gruppe af ejerledere. Interessen har været stor og kick-off konferencen d. 20 februar var da også velbesøgt af både tilmeldte deltagervirksomheder og nysgerrige SMV’er.

”Projektet er spot on i forhold til vores kontinuerlige vækstrejse og hvad jeg, som ejerleder, har brug for lige nu. Med voksende opgavestørrelser og -antal er en af de største udfordringer, hvordan vi tilpasser organisationen, så vi kan vækste med ro i maven”, siger Indehaver hos Randers Arkitekten ApS Brian Andersen, der er tilmeldt forløbet.

Strategi alt efter leder
I løbet af det halvandet-årige projekt vil de deltagende ejerledere bl.a. få lavet en grundig analyse af deres ledelsesprofil, som skal danne grundlag for den ledelses- og vækststrategi der udarbejdes efterfølgende. Det er AU’s fremmeste eksperter på området for strategi og ledelse i SMV’er, der har ansvaret for at føre virksomhederne igennem forløbet. Hver anden måned vil de deltagende ejerledere tilmed modtage sparring fra lokale erhvervsledere med stor ledelseserfaring, der er nøje udvalgt til at sparre med den pågældende ejerleder.

”Det ser ud til, at det er alle mulige slags virksomheder, der ønsker at deltage i forløbet. Der er stor spredning på virksomhedernes branche og størrelse. Og det ser vi egentlig som en styrke, da tidligere erfaringer viser, at virksomhedernes forskellige baggrund skaber en åbenhed og nytænkning som er frakoblet traditionel branchetænkning”, siger Erhvervs- og udviklingschef i Randers Kommune Dennis Jensen.

Næste skridt er, at de sidste tilmeldinger forventes at rulle ind i løbet af marts, hvorefter screening af ledelsesprofiler på ejerlederne påbegyndes i april inden selve sparrings- og læringsforløbene starter op i efteråret.

Projektet har et budget på godt 2,8 mio. kr. Randers Kommune finansierer med 1,5 mio. kr. størstedelen af projektet. Derudover er projektet finansielt støttet af Nykredit, Region Midtjylland og Innovationsnetværket Brandbase.

Bag projektet står Randers Kommune, Erhverv Randers, Center for Små og Mellemstore Virksomheder på AU BSS og Sparringspartnerne.

Mere fakta om projektet og tilmelding til forløbet her