Store Pandekagedag i vinterferien

Randers Naturcenter holder åben i vinterferien med spændende naturaktiviteter mandag til torsdag – og tirsdag d. 13. februar bliver den internationale pandekagedag markeret med gratis pandekager over bål til alle gæster.

02. februar 2018 - Oprettet af Marie Have Qvist

Uanset hvad vejret vælger at berige eller belemre os med i uge 7, så er Randers Naturcenter et oplagt udflugtsmål i vinterferien 2018. Der bliver tændt op på bålpladserne, og der er altid lunt og dejligt indendørs i husene.

”Vi anbefaler en tur i naturcenterets nærområde med kikkerter, som man kan låne hos os. Man kan også være med til at lege ”hvem får først øje på” - en sjov leg, der skærper interessen i de ting, man oplever og kan se i naturen. Vi udleverer kort over området, hvor man kan se forskellige vandreture ved Gudenåen,” fortæller Helle-Marie Taastrøm, leder af Randers Naturcenter.

Hver dag kl. 11.00 er der desuden mulighed for at komme helt tæt på centerets levende mus og krybdyrene skægagamer og høre lidt om dyrenes liv og biologi.

Vinterferieaktiviteterne foregår mandag d. 12. februar til torsdag d. 15. februar fra kl. 10.00 til kl. 14.00. Det er tilladt at medbringe madkurv, og man må gerne lune sin frokost over bål.

En lækker international dag

Der findes efterhånden internationale dage, der markerer alverdens ting; som for eksempel poesi, tolerance og musik – ja, der findes sågar en international toiletdag. Randers Naturcenter markerer i vinterferien en af mere lækre i mærkedage; nemlig den internationale pandekagedag.

”Vi er så heldige, at den internationale pandekagedag falder i vinterferien i år, og så er det jo oplagt at invitere vores gæster på pandekager bagt over bål,” siger Helle-Marie Taastrøm.

Alle dage i vinterferien kan man bage pandekager over bål, hvis man selv medbringer dej eller køber et pandekagekit på naturcenteret, men tirsdag d. 13. februar er pandekagerne gratis – med høflig selvbetjening.

Randers Naturcenter ligger smukt ved Gudenåen på Gudenåvej 20, 8920 Randers NV. Der er gode muligheder for parkering af både biler og cykler.