Det kan du lave i vinterferien 2018

Sjove dyr på Randers Bibliotek, håndværk og oldtidsværksteder hos Museum Østjylland, pandekager og natur på Randers Naturcenter og feriestemning på Randers Kunstmuseum – det er faktisk kun en lille del af det, man kan opleve i vinterferien i Randers i 2018.

08. februar 2018 - Oprettet af Marie Have Qvist

Man skal ikke fortvivle, hvis man ikke har fået bestilt en rejse til vinterferien i år – der er masser af muligheder for spændende aktiviteter for hele familien i Randers i uge 7.

Du kan hente mere inspiration på VisitRanders’ hjemmeside og detsker.dk 

Natur og store pandekagedag

Randers Naturcenter holder åben i vinterferien med spændende naturaktiviteter fra mandag d. 12. februar til torsdag d. 15. februar fra kl. 10.00 til kl. 14.00.

Alle dage kan man bage pandekager over bål, hvis man selv medbringer dej eller køber et pandekagekit på naturcenteret, men tirsdag d. 13. februar er pandekagerne gratis i anledning af den internationale pandekagedag.

Hver dag kl. 11.00 er der mulighed for at komme helt tæt på centerets levende mus og krybdyrene skægagamer, og man kan desuden låne kort og kikkerter og tage på tur i området. Der bliver tændt op på naturcenterets bålpladser, og der er altid lunt og dejligt indendørs i husene.

Læs mere om arrangementet her

Dyr på Randers Bibliotek

Hver dag i vinterferien er der spændende aktiviteter på Hovedbiblioteket i Kulturhuset i Randers, og mange workshops har et dyretema.

Man kan for eksempel male dyr på sten, lave flotte og fantasifulde dyr af perler, sy et dyr af filt eller deltage musikleg ”søde dyr og vilde dyr”.

Derudover kan man se Det Flyvende Kuffertcirkus, møde forfatteren bag Villads fra Valby og være med, når den internationale pandekagedag bliver fejret.

Se meget mere på bibliotekets hjemmeside

Håndværker for en dag

Museum Østjylland byder også på en masse spændende aktiviteter i vinterferien.

På Håndværksmuseet kan børn i skolealderen prøve kræfter med en række håndværksfag og fremstille forskellige småting museets gamle værksteder. Det er gratis, og børnene får naturligvis deres produkter med hjem.

Det foregår tirsdag d. 13. og torsdag d. 15. februar fra kl. 12.00 til kl. 16.00 på Håndværksmuseet i Lille Rosengård 16 i Randers centrum.

Læs mere om Håndværker for en dag

Oldtid på den sjove måde

I kulturhuset kan man opleve oldtiden i de bemandede værksteder med masser muligheder for at prøve ting selv. Man kan lave sin egen amulet, slå flint, riste en rune, få en sej tatovering, slynge et flot vikingearmbånd, spille med knogler og meget mere. Kom også bag kulisserne til arkæologens kontor og konservatorens værksted og hjælp museumsfolkene.

Det foregår lørdag og søndag d. 10. – 11. februar kl. 13.00 – 15.30 og tirsdag, onsdag og torsdag d. 13., 14. og 15. februar kl. 13.00 – 15.30.

Læs mere

De små museumsgængere kan også komme på rejse ind i oldtiden med de to børneguider Birk og Sif. Børnene kommer her på sporet af udstillingens helt særlige Lillefolk, som gemmer sig i issprækker, hule træer og tomme tønder.

Rejsen ind i oldtiden med Lille-Folket er for børn fra 4 år og foregår tirsdag, onsdag og torsdag den 13., 14. og 15. februar kl. 10.30 – 13.00.

Kreativt værksted med krop og cirkler

Kom og vær med til at lave frodige figurer af træ og papir, og udsmyk dem med farver, mønstrer, prikker. Man kan finde inspiration i GAIA Museums særudstillingen med Joseph Sage, som byder på de flotteste mønstre og farver i Ovartacis Univers og Kusamas Polkaprikker.

Arrangementet foregår på GAIA Museum Outsider Art i perioden tirsdag d. 13. til torsdag d. 15. februar kl. 11.00 - 14.00 og er for børn i alderen 7 til 13 år. Mindre børn er også velkomne i følge med voksne. Der er ikke mulighed for at modtage grupper til dette arrangement; skriv i stedet til GAIAs skoletjeneste via mail: gaia@randers.dk.

Der er fri entré til arrangementet og GAIA Museum Outsider Art i Lene Bredahls Gade 10, Randers C.

Turist på Randers Kunstmuseum

Rom, Paris eller Skagen. Rejs ud som Jørgen Sonne og tag til karneval i Rom, oplev som Kristian Zahrtmann stemningen på en italiensk tærskeplads eller tag på stranden med William Scharffs kvinder.

Randers Kunstmuseum sætter fokus på rejsetemaet, hvor børn og barnlige sjæle bliver inviteret på en rejse i kunsten.

Det foregår alle dag i museets åbningstid, og der er fri entré.

Se mere om aktiviteter på Randers Kunstmuseum