Byråd vil investere millioner i 152 nye almene boliger

Randers Byråd ønsker, at der bliver bygget nye almene boliger i Sporbyen, ved Kærsmindebadet og på Vidarsvej i Randers Nord. Det blev besluttet på mødet den 26. februar 2018, hvor byrådet afsatte 24,6 millioner kroner til projekterne.

26. februar 2018 - Oprettet af Christian Sloth Olesen

152 nye almene boliger i Sporbyen, ved Kærsmindebadet og på Vidarsvej kan blive en realitet efter, at Randers Byråd på mødet den 26. februar 2018 besluttede at prioritere midler til projekterne - i alt 24,6 millioner kroner.

Byrådet har afsat 10,8 millioner kroner til 73 familieboliger i Sporbyen, 10,8 millioner kroner til 55 familieboliger ved Kærsmindebadet og tre millioner kroner til 24 familieboliger på Vidarsvej. Beløbene svarer til ti procent af de samlede udgifter til etableringen af boligerne. Ti procent er det tilskud, som en kommune skal give i forbindelse med alment boligbyggeri i 2018.

 

Ansøgninger klar i 2018

Seks forskellige boligorganisationer havde sendt i alt 11 ønsker til nye almene boliger forskellige steder i Randers, og det er ud fra disse ønsker, at de tre projekter blev valgt.

Nu er det op til boligorganisationerne at lave en egentlig ansøgning om støtte til projekterne. Målet er, at byrådet kan tage stilling til projekternes overordnede udformning og økonomi inden udgangen af 2018.

De 24,6 millioner kroner, som byrådet har prioriteret, kommer fra byrådets samlede budget for almene boliger i årene 2020-2021.