Unge kan stemme på kandidater til Ungerådet

Mere end 12.000 unge i alderen 15-25 år kan i perioden 29. januar - 4. februar 2018 stemme ved valget til Randers Kommunes Ungeråd. I løbet af tre uger har et stærkt felt på 23 unge meldt sig som kandidater. Valget foregår på www.ungevalg.dk.

Din kommune, dit valg - Ungerådet arbejder aktivt for at skabe muligheder for unge i Randers kommune. I 2016-2017 har Ungerådet blandt andet arbejdet med en yngre profil på den årlige Randers Ugen.

22. januar 2018 - Oprettet af Kenneth Sørensen

Ved midnat natten til mandag den 22. januar sluttede fristen for at lokale unge kunne melde sig som kandidat til en to-årig periode i Ungerådet. Rundt om på skoler og uddannelsesinstitutioner har Ungerådet Randers været et tema i undervisningen. Og på Facebook, i radioen og aviser er der sendt opfordringer ud til unge om at stille op. Det har fået 23 unge med vidt forskellig baggrund og beskæftigelse til at melde sig som repræsentanter i demokratiets tjeneste.

"Det er dejligt at se den store opbakning og interesse for Ungerådet i Randers. Det er netop vigtigt at engagere unge i demokratiet og give vores unge en stemme i forhold, der vedrører dem selv," siger borgmester Torben Hansen.

Der er 15 pladser i Ungerådet og fire suppleantposter. Fra midnat ved indgangen til mandag den 29. januar kan alle unge i Randers Kommune mellem 15 og 25 år afgive sin stemme. Valget afslutter kl. 23.59 ved udgangen af søndag den 4. februar. Afstemningen foregår på hjemmesiden www.ungevalg.dk. Der stemmes ved brug af CPR-nummer. Det sikrer en nem og præcis afvikling af ungevalget.

Ideen til Ungerådet Randers kommer fra byrådet, der betragter et lokalt ungeråd som en vigtig sparringspartner, når det handler om beslutninger, der vedrører unge. Byrådet sender derfor sager i høring hos Ungerådet, ligesom Ungerådet på den anden side kan bede politikerne i byrådet om at se på en konkret sag.

"Ungerådet er en mulighed for at lytte til unge, når vi som byråd skal træffe beslutninger, der vedrører dem. Samtidig er jeg helt sikker på, at det kun er sundt at blive udfordret på gængse måder at tænke på og blive inspireret af nye og unge ideer," siger Torben Hansen, der ser frem til samarbejdet med et nyvalgt Ungeråd. 

I den foregående periode har Ungerådet blandt andet haft fokus på muligheden for at forbedre busforbindelserne til og fra Randers. Derudover har rådet vendt debatten om ungeboliger og har engageret sig i debatter om idrætsfaciliteter. Ungerådet har også gennem de seneste to år sat sit præg på Randers Ugen ved at arrangere større koncerter og fester for unge

Resultatet af ungevalget offentliggøres torsdag den 8. februar på www.ungevalg.dk