Stemmen fra The Moody Blues til Randers

I april bliver den engelske rockgruppe The Moody Blues optaget i Rock’n’roll Hall of Fame. Samme måned kommer ankermanden Justin Hayward til Randers og fylder Store Sal på Værket med sin og bandets symfoniske rockmusik.

17. januar 2018 - Oprettet af Kenneth Sørensen

Igennem mere end halvtreds år har Justin Haywards stemme kunne høres verden over. Han er kendt som forsanger, guitarist og sangskriver i det navnkundige The Moody Blues, og ved siden af det har han også en sprudlende solokarriere. Når han gæster Værket til foråret bliver det meget passende med både hans eget og med Moody Blues-materiale.

Siden 1966 har Hayward været frontfigur i The Moody Blues. Med albummet ‘Days of Future Past’ fra ’67 fik gruppen sit kreative og kommercielle gennembrud. På denne plade fusionerede de rocken med den klassiske musik og var hermed pionerer i den genre, der blev kendt som progressiv rock.

Særligt på klassikeren ’Nights In White Satin’ fik bandet bevist, hvordan symfonisk musik og rock kan gå op i en højere enhed. Senere – i 1972 – sendte nummeret rockgruppen til toppen af hitlisterne og lå nummer 1 i USA.

Siden første udgivelse er adskillige albums kommet på gaden og har kastet hits af sig som ’Question’ og ’Melancholy Man’.

I 1975 indledte bandet en flere år lang pause, som Hayward brugte til at få skudt gang i sin solokarriere. Det mundede blandt andet ud i en global top ti-placering i 1978 med ‘Forever Autumn’ – lavet til Jeff Wayne’s ‘War of the Worlds’-album. Siden The Moody Blues fandt sammen igen, har han holdt fast i både bandet og sin egen solokarriere.

Hayward er gennem tiden blevet hyldet for sit talent og sine bidrag til populærmusikken med nogle af musikverdenens fornemste priser.

Nu står den 71-årige musiker overfor en ny hæder, når han i april 2018 bliver optaget i Rock’n’Roll Hall of Fame som medlem af The Moody Blues.