Premiere på dokumentar om Watermusic

Lørdag 13. januar præsenterede Randers Kommune i samarbejde med Randers EgnsTeater dokumentarfilmen ”Bag om Watermusic – når fællesskab gør ide til virkelighed”.

Underdog Film har optaget og redigeret dokumentarfilmen om Watermusic med blandt andre Oh Land

13. januar 2018 - Oprettet af Kenneth Sørensen

Filmen er lavet af Underdog Film, som fulgte med under tilblivelsen og opførelsen af Watermusic. Forestillingen var et af de 12 fuldmåneevents i Kulturhovedstadsåret 2017 og blev produceret af Randers EgnsTeater i samarbejde med det britiske dansekompagni Motionhouse.

”Watermusic var en fantastisk begivenhed, som fandt sted på Randers Havn den 2. og 3. september sidste år. Filmen kommer bag om, hvor stor en opgave Watermusic var for alle involverede, og ikke mindst så viser den, at når et fællesskab gennemfører en ide, så virker det,” siger Torben Hansen, borgmester i Randers Kommune, som har fået filmen produceret efter ide og tilrettelæggelse af Underdog Film.

Randers Kommune præsenterede filmen i samarbejde med Randers EgnsTeater, der under tilblivelsen af Watermusic også viste overskud til at holde dokumentarfilm-holdet helt tæt på processen. Filmen blev vist for de frivillige, medvirkende og involverede i opsætningen af Watermusic.

Dokumentarfilmen følger blandt andre sangerinden Oh Land og to frivillige korsangere. De har sammen med omkring 600 involverede været med til at udvikle og opføre den magiske forestilling. Dokumentaren er således, som titlen også lyder, historien om fællesskabet der bidrog til at finde løsningerne og gøre ide til virkelighed.

LYD: Hør korsangerne A.P. og Kelds reaktion efter de har set dokumentarfilmen

I forbindelse med premieren uddelte kommunaldirektør Jesper Kaas Schmidt blomster og tak til indehaverne af Underdog Film for at have produceret en flot dokumentarfilm, der viser at Randers er en by med stort fællesskab og virkelyst. Ligesom projektleder Mette Bjærge fra Randers EgnsTeater fik en tak for sit store arbejde med at udvikle Watermusic og samtidig gøre det muligt for Underdog Film at komme helt tæt på produktionen. 

Under en kort pause fik de frivillige medvirkende lejlighed til at hilse på hinanden med et lille glas bobler eller at sikre sig et eksemplar af fotobogen om Watermusic. Herefter indbød Randers EgnsTeater til at se en sammenklipning af selve forestillingen Watermusic. Det var muligt, fordi forestillingen blev optaget i en såkaldt registreringsvideo. Den er blevet klippet sammen med enkelte andre optagelser for dette særlige formål.

”Vores mange frivillige og koret til Watermusic deltog jo i afviklingen og har ikke selv haft mulighed for at opleve Watermusic. Det bliver aldrig det samme at gense det som en video, men det kan give en fornemmelse af, hvad det var for en oplevelse, de 15.000 publikummer havde i september sidste år,” siger Peter Westphael, leder af Randers EgnsTeater.

Reaktionerne fra de mange medvirkende var efter visningen fyldt med glæde og slothed over at have været en del af fællesskabet.

”Det er sjovt at genopleve det hele igen,” lød det eksempelvis fra korsanger Kim Søndergaard-Jensen.

Underdog Film, Randers Kommune og Randers Egnsteater arbejder nu på at få dokumentaren vist på tv, ligesom der også er tanker om at arrangere offentlige visninger på Randers EgnsTeater.