Ingen forbud mod saftevand i Randers Kommune

På baggrund af et læserbrev i Randers Amtsavis torsdag d. 25. januar 2018, hersker der lige nu den opfattelse, at det ikke er tilladt at få saftevand på ældrecentrene i Randers Kommune. Det er en misforståelse, fastslår omsorgschef Lene Jensen.

26. januar 2018 - Oprettet af Marie Have Qvist

I et læserbrev til Randers Amtsavis torsdag d. 25. januar 2018 udtrykker en borger i Huset Nyvang utilfredshed med, at han ikke må få saft til maden på plejecenteret.

”Vi er kede af, at borgeren har fået det indtryk, at han ikke selv må bestemme, om han drikker saft til sin mad. Vi har ikke noget forbud mod saftevand på ældrecentrene i Randers Kommune, og selvfølgelig må man få saft,” siger Lene Jensen, omsorgschef i Randers Kommune.

Personalet på Huset Nyvang er blevet undervist i generelle råd om kost og ernæring på baggrund af anbefalinger fra Sundhedsstyrelsen. Disse anbefalinger indeholder blandt andet råd i forbindelse med ernæring til småtspisende om, at det ikke er hensigtsmæssigt, hvis kaloriebehovet bliver dækket af saftevand alene. Men også i den sammenhæng må borgerne selv afgøre, hvad de vil drikke til deres mad.

"Hvordan misforståelsen er opstået, ved vi ikke på nuværende tidspunkt, men det er rigtig fint, at vi får den ryddet af vejen. Der skal ikke herske tvivl om borgernes ret til selv at bestemme," siger Lene Jensen.

Se indslag fra TV2 Østjylland om Huset Nyvang