Randers Fjord Naturpark er rykket et stort skridt nærmere

Randers Byråd har nu godkendt naturparkplanen for Randers Fjord Naturpark. Dermed kan naturparken 1. oktober ansøge Friluftsrådet om at blive certificeret naturpark under rådets mærkningsordning.

04. september 2017 - Oprettet af Peder Rasmussen

Naturparkplanen for Naturpark Randers Fjord var før sommerferien i offentlig høring, og nu har mangler blot en godkendelse fra kommunalbestyrelsen i Norddjurs Kommune, før ansøgningen kan sendes afsted til Friluftsrådet. Randers og Norddjurs kommuner modtog samlet tre høringssvar i forbindelse med den offentlige høring i maj og juni måned. Høringssvarene er blevet behandlet i kommunernes forvaltninger, og har resulteret i en række justeringer i naturparkplanen. 

Randers Fjord er med sine 28 km Danmarks længste flodmunding for Danmarks længste å, Gudenåen. Området, som naturparken vil strække sig over, udgør hele 21.350 ha.  Randers Fjord er kendt som et godt fiskevand efter bl.a. sild, aborre, ål, havørred, helt og laks, men der er også fugletårne, vandreruter og sejlads-muligheder ved fjorden. 

Lige nu er der seks naturparker i Danmark og fire pilot-naturparker - en af disse er Randers Fjord, som med byrådets beslutning nu kan ansøge om at blive certificeret som Naturpark. De danske naturparker er kendetegnet ved storslået natur og et unikt landskab. Naturparkerne rummer faciliteter, som giver gode friluftsoplevelser og formidler natur, landskab og lokalhistorie. 

Randers Kommunes andel af udgifterne til vedligeholdelse og drift af Naturpark Randers Fjord udgør 537.000 kroner. Finansieringen kommer fra midler, der er afsat til erhvervs- og turismefremme.