Østjysk Topmøde sætter vækst, eksport og ledelse på dagsordenen

Mandag den 9. oktober er de 12 borgmestre i Business Region Aarhus værter ved Østjysk Topmøde 2017, som i år foregår på Grundfos i Bjerringbro. Årets tema kredser omkring vigtige dagsordner som vækst, eksport og ledelse. Udover et stærkt fagligt program giver Østjysk Topmøde også mulighed for at netværke med centrale østjyske interessenter fra både erhvervsliv, uddannelsesområdet og den politiske arena.

12. september 2017 - Oprettet af Kim Brandt Thomsen

Alle har brug for, at Danmark er et velfærdssamfund med konkurrencedygtige virksomheder, der kan drive vækst. Men er vi modige nok? Griber vi eksportmulighederne også i de små og mellemstore virksomheder? Ja, hvad er egentlig de største udfordringer på den globale markedsplads, og hvad betyder det for østjyske virksomheder? De spørgsmål stiller 12 byråd fra Business Region Aarhus til en række indflydelsesrige erhvervsledere på ØSTJYSK TOPMØDE 2017.

Mandag den 9. oktober fra kl. 16-18.30 kan du på Grundfos Centret, Poul Due Jensens Vej 23 i Bjerringbro høre erhvervsledere fortælle om fremtidens produktion, kompetencer, bundlinjer og tiltrækning af udenlandske investeringer. Virksomheder på tværs af fødevare-, tech- og produktionsbrancherne debatterer desuden, hvilke kompetencer det kræver at omstille sig fra dansk til international virksomhed.

Østjysk Topmøde 2017 er en unik mulighed for at dyrke netværk, nyde en middag og skifte gear, inden du kører ud over grænsen.

Tilmelding finder sted på www.tilmeld.dk/oestjysktopmoede/tilmelding  
Deltagelse er gratis, men bemærk at der er begrænsede pladser.
 

PROGRAM FOR ØSTJYSK TOPMØDE 2017

Kl. 16.00-17.00 Hvordan skaber vi yderligere værdi af vores styrker? Velkomst v. Claus Wistoft, formand for Business Region Aarhus og borgmester i Syddjurs

Bæredygtig bundlinje – fremtidens nøgle til succes. Fokus på fremtidens produktion, digitale kompetencer og på den bæredygtige markedsrevolution v. Mads Nipper, CEO Grundfos

Hvordan får vi flere udenlandske investeringer til Danmark? v. Steen Hommel, Director Invest in Denmark

Kl. 17.00 Netværk og spisning kl. 17.30-18.30

Hvilke veje er der til vækst? Debat: Hvordan skal østjyske virksomheder klare sig internationalt og hvilke kompetencer kræver omstillingen fra dansk til international virksomhed? · Morten Sæderup Nielsen, Managing Director, AVK International · Astrid Gade Nielsen, Vice President, Corporate Communication, Danish Crown · Brian Gottorp, CEO Mjølner Informatics

Danske virksomheder mangler eksportambitioner - hvilken forskel gør ledelse i forhold til danske virksomheders eksport? v. Lone Fønns Schrøder, Bestyrelsesformand Saxo Bank, bestyrelsesmedlem Volvo, IKEA m.fl.

Afrunding v. Peter Sørensen, medlem af formandskabet i Business Region Aarhus og borgmester i Horsens.

Link til invitation og program