Klar til fest i Randers Ugen

Johnny Deluxe, Elvis Presley, Swingerklubben, Kæmpekroppen, Surstrømning og et helt nyt vartegn. Det er nogle af ingredienserne i Randers Ugen 2017, der i alt byder på mere end 500 arrangementer. Festen begynder fredag den 11. august som en del af programmet under Europæisk Kulturhovedstad Aarhus 2017

Randers Ugen 2017 er mere end 500 arrangementer. Programmet kan hentes på www.randersugen.dk eller via Randers Ugen-app'en til din telefon.

03. august 2017 - Oprettet af Kenneth Sørensen

Teamet for kulturhovedstaden er "rethink", derfor har det også været naturligt at gentænke Randers Ugen. Det sker blandt andet med en ny festplads på Justesens Plæne, hvor byens fjerde kuppel skyder op ved siden af Randers Regnskov. Dette nye vartegn for Randes Ugen får navnet 'Domen'. Her vil der i løbet af festugen være et bredt udsnit af begivenheder.

'Domen' byder blandt andet på et festligt Elvis Presley-arrangement. Som det eneste sted i Danmark bliver 40 års dagen for Presleys død markeret på selve dagen, onsdag den 16. august. Dagen efter arrangerer 'Kom og Dans Randers' swingaften i ægte 20´er Gatsby-stil sammen med 'Swingerklubben'.

Fest-centrum på Justesens Plæne

Et andet vartegn i Randers; Den Blå Bro, bliver omdannet til et udendørs skuespil opført af dilettanter. Det sker søndag den 13. august. De besøgende træder ind i en tidslomme og får et indblik i, hvordan livet blev levet i middelalderen. På broen og lige omkring broen vil portrætmalere, gøglere, og musikere bidrage til at skabe en autentisk og hyggelig stemning. Ved siden af på Justesens Plæne vil der fra samme dag være mange muligheder for at få et lille lækkert måltid på vejen ud i festugen.

I Street Food Oasen vil gæsterne møde et varieret udvalg af både mad og drikkevarer. Det kunne eksempelvis være en lakse-dog, som det nye alternativ variant til den traditionelle hotdog. På Justesens Plænes store scene spiller musikken i hele den første festuge weekend. Efter en gratis folkelig åbning fredag aften, vil der lørdag være Open Air Koncert med blandt andre Danser med drenge, Wafande og Gnags. Søndag den 13. august gæster den virtuose violinsolist, Kim Sjøgren, og den sprudlende sopran, Sofie Elkjær Jensen, store scene sammen med Randers Kammerorkester og dirigenten David Riddell.

Dansk succes-band sætter gang i Randers Ugen

På festugens åbningsdag vil hele byen være klædt på til fest. Randers City holder Open By Night og foruden en masse gode tilbud, betyder det musik og begivenheder over alt i Randers Midtby.  For andet år i træk står Ungerådet Randers bag festen i #Teltet, hvor der både er musik og comedy for unge som de lidt ældre.

Der lægges ud fredag den 11. august, kl. 21, med bandet Johnny Deluxe, der i midten af 00'erne hittede med numre som "Elskovs Pony" og "Drenge som dig". Her i 2017 er bandet aktuelt med nyt udspil og mere oplagt som aldrig før til at sætte gang i en god fest. Med sig har de Christian Brøns, som blev kendt via sin deltagelse i reality tv-programmet BigBrother i 2001 og kort efter slog igennem med storhittet "Du Kan Gøre Hvad Du Vil".

Kæmpekroppen på Tronholmen og stærk teater-satire

Som en del af Europæisk Kulturhovedstad Aarhus 2017 kommer Kæmpekroppen til Randers. Det sker på Tronholmen - Randers Ugens nye børneområde. Kæmpekroppen er en opsigtsvækkende byrumsskulptur og en teaterscene med det officielle navn 'Senses of Cities'. Hvid Støj sceneproduktion gentænker børneteateret med forestillingen og skulpturen ved at vække vores sanser.

For voksne, der søger et godt grin, er forestillingen 'Surstrømning' på Randers Egnsteater en oplagt mulighed. 'Surstrømning' er en forestilling, der tager pulsen på Danmark og danskerne anno 2017. Det er en forestilling, som vender alt på hovedet og viser, hvad der kan ske, når det pludselig er os selv, der rammes af naturkatastrofer, strikse asylregler og strenge integrationskrav

Sådan finder du årets program

Randers Ugen 2017 er i alt ni dage med musik, kunst, teater, sport og gastronomi. Den årlige festuge i Randers er Danmarks største brugerdrevet festuge med mere end 500 arrangementer.

Randers Ugen fandt første gang sted i 1977. Årets program kan hentes på www.randersugen.dk eller via Randers Ugen-app'en til din telefon.

Du kan også følge Randers Ugen på www.facebook.com/RandersUge