Kulturhussaloner i efteråret 2017

Randers Bibliotek og Museum Østjylland inviterer i efteråret 2017 til Kulturhussaloner - et nyt og spændende tiltag med fokus på kulturen og dens betydning.

07. august 2017 - Oprettet af Marie Have Qvist

Randers Bibliotek og Museum Østjylland er indgået i et samarbejde om at sætte fokus på den betydning, som biblioteker, museer og andre kulturarvsinstitutioner har for den almene dannelse, for velfærden, velværet, identitet og sammenhængskraft i et moderne, dansk lokalsamfund. I den sammenhæng inviterer de alle interesserede til tre arrangementer, som de kalder Kulturhussaloner. 

Arrangementerne er gratis, og tilmelding er ikke nødvendig. Alle tre arrangementer begynder kl. 19.00 og finder sted i Kulturhusets sal - lige ved siden af indgangen til Hovedbiblioteket.

Onsdag 6. september: Lotte Svendsen og Knud Romer 

Filminstruktøren Lotte Svendsen og forfatteren Knud Romer har igennem længere tid krydset klinger og diskuteret kulturens mange facetter i ”Kulturen på News”. Denne aften kommer de med hver deres bud på kulturens vigtighed i det danske samfund.

Mandag d. 25. september: Trine Bille og Jørgen Carlsen

Professor ved CBS, Trine Bille, har i mange år beskæftiget sig med kulturøkonomi og –politik, og har bl.a. været ansvarlig for gennemførelse af kulturvaneundersøgelser. Forhenværende forstander på Testrup Højskole, Jørgen Carlsen, har lige som Trine Bille en enorm viden og mange meninger om kulturens betydning, som de vil sætte i spil denne aften.

Onsdag d. 25. oktober: Valgmøde - kun om kultur

Til det traditionelle valgmøde er der sjældent fokus på kulturen. Dette helt specielle valgmøde vil KUN handle om kultur. Valgforsker Roger Buch holder oplæg om kulturpolitik. Derefter vil moderatorer fra Randers Amtsavis styre debatten mellem de lokale politikere og publikum om kulturens vilkår i Randers.

Se bibliotekets hjemmeside

Se Museum Østjyllands hjemmeside