Jørn Rønnau bag ny naturkunst på Krakamarken

Kunstneren Jørn Rønnau er i samarbejde med Randers Kommune Miljø og Teknik i gang med at skabe fire nye sidde-skulpturer på Krakamarken ved Brusgård.

Hans Brodersen fra Randers Kommunes driftsafdeling, skov- og landskabsingeniør Randi Flensborg Jørgensen og kunstneren Jørn Rønnau ved den spæde begyndelse til en af de nye siddeskulpturer, som Jørn Rønnau nu skal i gang med at forme på Krakamarken ved Brusgård.

11. juli 2017 - Oprettet af Kim Brandt Thomsen

”Det er min ide at skabe nogle meditative steder, hvor man kan sidde og nyde Krakamarkens storslåede landskab. Materialerne er egestammer og kampesten, som bliver sat sammen i forskellige kompositioner. Meningen er at skabe nogle intime rum, som både fungerer som siddepladser, udsigtspunkter, skulpturer og legeredskaber,” fortæller Jørn Rønnau.

Den nu 72-årige kunstner var for 25 år siden manden bag Naturskulpturparken Krakamarken, hvis forgængelige kunst blev skabt af 30 danske og udenlandske land-art kunstnere ved to symposier i 1992 og 1993.

Nogle af kunstværkerne fra dengang kan stadig opleves den dag i dag på Krakamarken - blandt andet Rønnaus skulptur ”In between” og hans ”hjertetræ” i fyrrelunden.

Egetræet til de nye siddekompositioner på Krakamarken stammer fra Vestparken i Langå, hvor Randers Kommune netop har foretaget en udtynding blandt de store ege.


Randers Kommunes skov- og landskabsingeniør Randi Flensborg Jørgensen og kunstneren Jørn Rønnau på en af de naturbænke, som Rønnau nu skal i gang med at bearbejde, så besøgende på Krakamarken kan nyde udsigten med enden solidt plantet på et stykke naturkunst.

Læs mere om Krakamarken