The Doobie Brothers gæster Randers til efteråret

The Doobie Brothers kommer direkte fra London som et af hovednavnene til årets BluesFest, når de går på scenen her i Randers til denne eksklusive koncert. Den bliver den eneste i Danmark – og den første i syv år her i landet. Koncerten finder sted lørdag den 11. november 2017, kl. 20 på Værket.

Livefoto: Kelly A. Swift

22. juni 2017 - Oprettet af Kenneth Sørensen

Da de sidst spillede i Danmark i 2010 betegnede Politikens anmelder The Doobie Brothers som ”uopslideligt populære”. De står bag kæmpehits som ”Listen to the Music”, ”China Groove” ”Long Train Running”, ”Jesus Is Just Alright”, ”What A Fool Believes” og ”Black River”.

De to stiftende medlemmer, Pat Simmons og Tom Johnston, er den dag i dag rygraden i bandet. De har skrevet mange af ”doobiernes” hits, og det er derfor en stor glæde, at det er dem, der lægger stemmer og guitarer til de skønne sange, når de går på scenen i Store Sal. Som et fornemt supplement til det i forvejen meget solide guitar-lineup har de desuden John McFee, medlem af The Doobie Brothers siden 1978.

McFee er kendt for at mestre ethvert instrument med strenge. Inden han kom med i The Doobie Brothers var han en meget anerkendt studiemusiker for navne som Van Morrison, Steve Miller, Elvis Costello og The Grateful Dead. De tre musikere udgør i dag The Doobie Brothers - sammen med ikke mindst keyboardspiller Bill Payne, som spillede med bandet helt tilbage på den allerførste plade og siden 2015 fast turnerende medlem af bandet. Derudover har de håndplukket Marc Russo på saxofon, Ed Toth på trommer og John Cowan på bas.

The Doobie Brothers spiller i øjeblikket dobbeltkoncerter med amerikanske Chicago i USA og har netop været på turné i Australien, hvor de fyldte store arenaer sammen med Carlos Santana. Til efteråret kommer de så endelig til Europa igen.


Læs mere på Værkets hjemmeside 

Som BluesFest-direktør Leo Green udtalte ved annonceringen af koncerten i London, så er det et scoop at få dem tilbage til Europa. Det er et band, som har inspireret så mange musikere gennem flere årtier. Den 11. november sætter de en streg under, hvorfor de blev så stort et band!