Fabrikken går nu i luften - pilotprojekt i Maker Space

Randers har fået en ny innovativ legeplads for iværksættere ved navn Fabrikken. Det er et såkaldt ”makerspace”, hvor der er plads til kreativitet og udvikling af nye samarbejder. Torsdag d. 29. juni 2017 blev Fabrikken åbnet, og dermed har det gamle jernstøberi på Industrivej 14 i Randers fået nye beboere. I fremtiden finder man her det innovative miljø Fabrikken. Det er et pilotprojekt, som måske kan blive til et Maker Space - et sted med fokus på liv, iværksætteri og Randers-ånd i en digitaliseret æra.

Pilotprojektet Fabrikken fejrede kick off 29. juni 2017

30. juni 2017 - Oprettet af Karen Balling Radmer

Et ”makerspace” er et sted indrettet til innovation og kreativitet, hvor der er plads til at rode, eksperimentere og måske producere. Ideen er at anvende Randers’ stærke traditioner og viden indenfor produktion, håndværk og købmandskab og føre vores stolte traditioner videre krydret med innovation og ny teknologi og på en måde, der slipper masser af nye kræfter løs.

Ved kick off på pilotprojektet var der blandt andet oplæg fra Innovation Lab, der sammen med Randers Kommune bidrager til indsatsen i Fabrikken. 
Hvis du vil vide mere om det nye sted, kan du følge facebooksiden Fabrikken - Randers MakerSpace
https://www.facebook.com/FabrikkenRanders

Initiativet til Fabrikken kommer fra IT-folk på større virksomheder i Randers, der ønskede at sætte gang i et krydsfelt mellem den lange tradition for godt håndværk og industri i Randers og iværksætteri og digitalisering. 

To Makers-pedeller skal styre koordineringen på Fabrikken, hvor iværksættere kan få en mulighed for at gøre deres ide til virkelighed og samtidig få adgang til den knowhow og produktionsviden som etablerede virksomheder har. 

De to pedeller er iværksætter Kasper Honoré fra firmaet Defacto og Kasper Christensen fra firmaet Ever Shelter. 

I styregruppen for Fabrikken og Maker Space sidder Randers Kommune (Dennis Jensen, erhvervs- og udviklingschef) Erhverv Randers (direktør Jens E. Kristensen), Jakob Christensen fra Ever Shelter, Kasper Honoré fra Defacto, Elo H. Bromer (IT-chef) fra Danish Crown, Annette Jelle (It-chef) fra Verdo, Torben Høeg Bonde (IT-chef) fra Vestas og Innovation Lab.