Frivillige varme hænder mangler arbejde

Krista, Jytte og Janne har i årevis givet deres tid til mennesker i nød, og nu har de samlet hele 10 frivillige mere til at være vågekoner for døende og aflastende hjælp for pårørende til demente. Nu mangler gruppen bare, at beboerne i deres lokalområde kender til de frivillige hænder, og her hjælper Randers Kommunes frivilligkoordinatorer.

Krista Pedersen og Janne Andersen er frivillige og vil gerne gøre en forskel.

01. juni 2017 - Oprettet af Marie Have Qvist

Krista Pedersen, Jytte Rasmussen og Janne Andersen er frivillige for Røde Kors i området i og omkring Gl. Nørhald Kommune. De tilbyder varme hænder til den døende eller aflastning til pårørende til mennesker med demens. Men de mangler kontakten til dem, der har brug for dem.

”Vi blev kontaktet af den frivillige gruppe, og vi hjælper dem nu med at tage kontakt til pårørende via ældrecentrene i området og vores sociale medier,” fortæller frivilligkoordinator Nanna Lindhard.

”Det ville bare være super ærgerligt, hvis man som pårørende mangler hjælp og ikke ved, at der står nogen klar til at yde den støtte, man har behov for. De frivillige vil så gerne hjælpe, og de er rigtig gode til det.” slutter Nanna Lindhard.

Så hvis man bor nord for Randers og har brug for selskab til en døende om aftenen eller natten, eller hvis man har brug for et par timers aflastning til en pårørende en eftermiddag, så kan man komme i kontakt med gruppen via Krista Pedersen på tlf. 86441436, Jytte Rasmussen på tlf. 86474441 og Janne Andersen på tlf. 24201652.

Læs mere om at være frivillig på omsorgsområdet