Vinderprodukt produceres i Randers

En 10 år gammel idé i en skuffe, en gin og tonic og et dedikeret iværksætterpar – det er den utraditionelle opskrift på succes fra Josefine Østerby og Christian Toft Jakobsen, der står bag den unge virksomhed PLINTHIT. De har opfundet en let flytbar parasolfod, som de får produceret i Randers. De to unge iværksættere er nu godt i gang med at indtage både det danske og tyske marked, og tirsdag d. 2. maj vandt PLINTHIT Iværksætterprisen 2017 i kategorien The World Is Yours.

”Vi er så langt med vores virksomhed, at jeg står her alene i dag, fordi min partner er til forretningsmøde i Tyskland,” smiler Josefine Østerby fra PLINTHIT, mens hun modtager Business Region Aarhus’ Iværksætterpris 2017 i kategorien The World Is Yours.

03. maj 2017 - Oprettet af Marie Have Qvist

Målet med Iværksætterprisen er at motivere, inspirere og anerkende den store indsats, som iværksættere gør. Randers Kommune er medlem af Business Region Aarhus, som står bag iværksætterprisen 2017.

Succeshistorien starter en sommerdag, hvor Josefine Østerbys far gik rundt på terrassen og bandede over parasolfoden til havens hængeparasol. Den var tung og uhåndterbar, og med en gigtplaget krop var det næsten umuligt for ham at flytte rundt på den. Han gav sig til at eksperimentere med en segldug og noget sand og opfandt en helt ny måde at holde parasollen uden rør og rustne skruer. Den brugbare løsning endte dog som skitser i skuffen ved arbejdsbordet.

10 år senere sidder hans datter på en café i Aarhus med sin nye kæreste, og over en gin og tonic overleverer hun idéen med den unikke parasolfod til ham.

”Jeg havde lagt mærke til, at der ikke var sket noget på parasolfodsmarkedet – de bestod stadig af et rør, en betonklods og nogle skruer. Christian havde den rigtige iværksættergejst, og et halvt år efter vores gin og tonic-snak fik vi vores CVR-nummer,” fortæller Josefine Østerby.

PLINTHITs parasolfod bliver produceret af Randers-virksomheden MV-Plast, og emballagen står Peterson Packaging for.

Succes på det tyske marked

De to unge iværksættere startede med at sælge deres produkt i Danmark i 2016, men bevægede sig hurtigt ind på det tyske marked, hvor de nu har 70 procent af deres kunder. De udvider hele tiden deres netværk og forventer en tidobling af produktionen inden 2018. Blandt andet derfor var det PLINTHIT, der vandt Business Region Aarhus’ Iværksætterpris 2017 i kategorien The World Is Yours.

”Plinthit er et meget dedikeret iværksætterteam. De har udviklet en unik parasolfod, der gør både logistik, flytbarhed og vedligeholdelse nemmere – og samtidig er den pæn at se på. Virksomheden er allerede i gang med eksporten og har flere planer for yderligere udvikling i fremtiden,” siger Tessa Salling, chefkonsulent ved BusinessHorsens og formand for juryen bag Business Region Aarhus’ Iværksætterpris 2017.

Virksomheden PLINTHIT blev stiftet i 2014, mens det unge par på blot 23 somre studerede til en BA i Business Administration på Handelshøjskolen i Aarhus.

3 gode råd til andre iværksættere fra Josefine Østerby

1. Prøv det af
”Hvis man har en god idé, skal man springe ud i det og prøve den af. Man får under alle omstændigheder en masse visitkort og netværk med i bagagen.”

2. Balance i livet
”Som Mette Lykke, en af Endomondos grundlæggere har sagt; iværksætteri er ikke et sprint – det er et maraton! Man kommer ikke i mål efter et par års hårdt arbejde, og derfor skal man have balance i livet, imens man grundlægger sin virksomhed.”

3. Tålmodighed
”Man kan ikke eksekvere hele tiden, og derfor er det vigtigt at have tålmodighed, når man bygger en virksomhed op fra bunden. Det har især været vigtigt for os at lære, fordi vi jo producerer et sæsonprodukt og laver derfor 80 procent af vores omsætning på tre måneder.”

Fakta om Iværksætterprisen

  • Iværksætterprisen 2017 bestod af en pris i tre kategorier; hhv. Young Stars til de helt unge iværksættere, Change the World til de iværksættere, der med nytænkende forretningsmuligheder vil forandre verden og The World is Yours til de iværksættere, der er på vej ud på eksportmarkedet.
  • For at deltage i konkurrencen skulle virksomheden have enten P-Nummer eller CVR-nummer i en af Business Region Aarhus kommunerne; Favrskov, Hedensted, Horsens, Norddjurs, Odder, Samsø, Skanderborg, Syddjurs, Silkeborg, Randers, Viborg og Aarhus Kommune.
  • Mere information om Iværksætterprisen kan findes på www.i-prisen.dk

Læs mere om Iværksætterprisen 2017